Velkomsthæftet

Nu har I det i hånden, Skoleforeningens nye velkomsthæfte, som sammen med Skoleforeningens informationsbrochure, medlemsbladet Fokus, hjemmesiden og årbogen udgør en væsentlig del af vores informationspolitik.

Udo Jessen

Kære forældre

Når forældre vælger at melde deres barn ind i en dansk institution, tager de ikke kun en vigtig beslutning for deres barn. De træffer samtidigt et aktivt valg for hele familien og bekræfter deres eget ståsted og sindelag. For mange forældre er Skoleforeningens daginstitutioner og skoler det første møde med mindretallet. Det giver os et ansvar, vi tager meget alvorligt.

Vi tilrettelægger introduktionskurser for vores ansatte og producerer informationsmateriale til forældre, som giver en bred information omkring hele mindretallet og dens foreningsmæssige opbygning. Alle vores nye medlemmer inviteres til indgående optagelsessamtaler om mindretallet som helhed. Samtalerne uddybes blandt andet ved hjælp af velkomstmateriale med informationer fra de forskellige organisationer.

Den første velkomstmappe blev lavet for ti år siden, og skolekonsulent Lisbet Mikkelsen Buhl, som dengang var tovholder for projektet, fik for første gang samlet informationer om alle de danske foreninger og organisationer i en mappe, som blev udleveret til de nye medlemmer i Skoleforeningen. Derigennem fik de vigtige informationer omkring de danske foreningerne og deres tilbud. Mappen er blevet modificeret flere gange, men tiderne skifter, læsevanerne forandrer sig, og vi er nu blevet enige om, at der skal komme noget nyt. Vi ønsker at styrke oplysningsindsatsen ved at udvikle et mere indbydende og moderne materiale med flere målrettede informationer til forældrene. Skoleforeningen har derfor med kommunikationskonsulent Katrine Hoop som tovholder taget kontakt til mindretallets øvrige organisationer og fået fremstillet et velkomsthæfte, som vi er meget tilfredse med. Velkomsthæftet, som vil blive ajourført årligt, vil fremover hilse de nye medlemmer velkommen, oplyse om det vigtige samarbejde i mindretallet og vise muligheder og tilbud, som er spændende for forældre til mindre børn.

Den aktuelle debat om mindretallets velkomstpolitik viser, hvor vigtigt det er at gøre en særlig indsats i forhold til nye medlemmer. Vi er derfor glade for, at vi kan byde ind med et produkt, der gør det synligt for de nye medlemmer, hvordan de som forældre profiterer af det store netværk i mindretallet, og giver dem et indblik i, hvordan de selv kan blive aktive i mindretallet.

Velkomsthæftet får I som indstik i Fokus, Skoleforeningens medlemsblad. Glæd jer til læsningen.

Jeg siger tak til alle engagerede medarbejder, forældre og elever i foreningen og ønsker en rigtig god sommer.

Udo Jessen