Til gavn for hele mindretallet

Udo Jessen

Og bag mig, sol, og blød mig, regn!

Jeg plukker mine nødder

og trasker langs et brombærhegn

med plovmuld under fødder.

 

Ja, det var nok mere til regn i de seneste uger end det var til sol. Men lige den dag, hvor Sydslesvigudvalgets nye formand Anni Matthiesen var på besigtigelsestur i Sydslesvig, var der i hvert fald et dejligt solskinsvejr.

Slesvig, Egernførde og Satrup var de steder, vi var med til at vise frem. Som Skoleforeningsmand kan jeg kun udtrykke glæde over, at Anni Matthiesen i Flensborg Avis gav udtryk for, at især samarbejdet mellem kirken og A.P. Møller skolen i Slesvig og »mindretalcentret« (nu skal et ny lært fint ord benyttes) i Egernførde gjorde særligt indtryk på hende. »Mindretalcenter«, fordi skolen, fritidshjemmet, dagtilbud og kulturforeningens forsamlingshus, inklusive amtssekretariatet, ligger så tæt op af hinanden, at det faktisk er en stor matrikel, som danner rammen for et stort mindretalskraftcenter, og fordi det dermed giver mulighed for et intensivt samarbejde.

 

Ligesom Sydslesvigudvalgets formand er det også styrelsens forståelse, at denne form for centralisering, forbundet med viljen til at samarbejde, er den bedste fremtidssikring, det danske mindretal kan have.

Derfor var Egernførde et godt sted at vise frem. Efterhånden har vi flere steder i Sydslesvig, hvor vi har sådanne »kraftcentre«, det vil sige, hvor forskellige institutioner og organisationer ligger i direkte naboskab eller endda på samme matrikel eller i den samme bygning. F.eks. har vi det også i Husum, hvor kirken, skolen, fritidshjemmet og dagtilbuddet også ligger i direkte naboskab til hinanden. De korte veje støtter og hjælper alle i foreningsarbejdet.

Derfor glæder vi os allerede til mindretalscentret i Vimmersbøl, som er på vej til at blive realiseret. Vi glæder os til Satrup, som efter at dagtilbud, vuggestue og SSF forsamlingslokale er bygget vil være hele Midtangelns mindretalscenter, og vi drømmer stadigvæk en drøm om et mindretalscenter Slesvig, for kun at nævne nogle enkelte steder.

 

De synergieffekter, der kan opnås igennem korte veje og dagligt samarbejde, kan slet ikke overvurderes. Det gavner hele mindretallet. De fleste organisationer og foreninger er derfor også med på denne fremtidssikrende ide, og samarbejdet iblandt os er også fremragende. Dem, der stadigvæk er lidt tøvende og tilbageholdene over for »drømme« og »visioner« omkring »mindretalscentre« eller »kraftcentre«, vil jeg endnu en gang forsikre, at der ingen tabere er i det her spil – kun vindere! Og derfor vil vi også blive ved med at traske langs de sydslesvigske brombærhegn med deres tornede grene og prøver på at overbevise vores egne og de andre om det gode i at danne mindretalscentre. Vi drømmer videre. Vi satser på kraftcentre – også i Slesvig!

Sydslesvigudvalgets formand, som blev ledsaget af udvalgets sekretær Steffen Bang og vores nye Generalkonsul Kim Andersen, fik et godt indblik i skolernes dagligdag og virke.

A.P. Møller skolen blev besøgt om formiddagen, og derfor i skoletiden, og der var ud over, at rektor kunne fortælle om sin skole og vise den frem, tid til tilfældig dialog med elever, tid til at »forstyrre« undervisning og et teammøde. Både her og i Egernførde blev der spurgt ind til rigtig mange ting, og Anni Matthiesen viste stor interesse for børne- og ungdomsarbejdet. Det kan måske heller ikke forundre, når hun nu blandt andet er børne- og undervisningsordfører i folketinget.

 

Skoleforeningens ageren på vuggestueområdet de sidste 5-6 år og etableringen af efterhånden ca. 500 vuggestuepladser, og med et yderlig behov i størrelsesorden omkring de 350 – 500 pladser, var også et emne, og jeg fik ved denne lejlighed mulighed for at takke Sydslesvigudvalget, og dermed Danmark, for det store tilskud vi fik til nybygning af en børnehave inklusive vuggestue i Satrup.

Det var dejligt, at Anni Matthiesen tog sig tid til at komme herned til Sydslesvig og få et indblik i vores arbejde, inden vi nu snart skal sidde til budgetmøderne og forklare, forsvare og diskutere vores ansøgninger og bevillinger over for Sydslesvigudvalget.

Indtil da arbejder vi støt videre for Skoleforeningen og det danske mindretal og håber på det bedste .Vi arbejder på sagen.

 

Og det er al den jord, jeg har,

og alt hvad jeg begærer.

Jeg håber, det går an, jeg ta´r,

hvad mine såler bærer.

Ludvig Holstein, 1915