Tak til alle og særligt til Flemming

Årets sidste leder kaster et blik tilbage på det positive.

Udo Jessen -865527172-kopi

Her er risengrød fra fad,
bare spis – dejlig mad
Tag en smørklat på din ske,
drys med julesne (Victor Skaarup)

Kære alle

Årets sidste Fokus udkommer juleaftens-dag. Børnene venter spændt på julemanden, forældrene  har travlt med de sidste juleforberedelser. Mødeaktiviteterne er indstillet for i år, og det er de fleste julefrokoster desværre også. Også i år bestemmer Covid19 vores hverdag i juletiden, og jeg ønsker os alle, at vi ikke bliver ramt af virussen og hvis, så forhåbentligt kun har et ”let” forløb.

Jeg vil bruge denne leder til at sige tak til mennesker, som simpelthen har fortjent at få en ekstra tak for deres indsats og virke i eller for Skoleforeningen. Alle de mange børn, der på trods af masker og andre restriktioner, har været glade for at komme i skole eller i daginstitutionen. Derudover alle vores medarbejdere, som har fundet mange fleksible muligheder i forhold til at udføre deres arbejde. I skal have en stor tak for det. Det var og er bestemt ikke altid nemt i disse tider.

Jeg siger tak til Sydslesvigudvalget for at give os økonomisk støtte, så vi kan færdiggøre Vimmersbøl helhedskonceptet. Et kraftcenter, som allerede nu begynder at stråle (som vi på besigtigelsesturen kunne se og høre om) og som i fremtiden vil have en endnu større betydning for hele det danske arbejde i området. Mange tak for den tillid vi har i vores samarbejde.

Mange tak skal der også lyde til Grænseforeningen, som vi har et tæt og tillidsfuldt samarbejde med. Jeg siger især tak for, at mindretallet, her også Skoleforeningen, blev inviteret med til jeres sendemandsmøde i år og for de gode oplæg, debatter, samtalesaloner og den meget sang, som vi var med til.

Jeg siger tak for den imødekommenhed og venlighed, som jeg altid oplever, når jeg kommer på administrationen i Skoleforeningen. En organisation med mere end 1700 ansatte og flere store afdelinger kan kun være glad for at have en så velfungerende forvaltning med så mange dygtige engagerede medarbejdere. Året der gik var præget af tomme kontorstole og meget home office, masker og test, men det blev tacklet på en fornem vis med stor fleksibilitet fra den enkelte.

Styrelsen har, til trods for pandemien, holdt en hel del møder. De enkelte styrelsesmedlemmer har været undervejs og deltog i ansættelsesprocesser, der er sat gang i en del udvalgsarbejde, og vi havde vores klausurmøder. Digitale og fysiske sammenkomster – der var lidt af hvert. Styrelsen er godt på vej til at vokse sammen fra at være en gruppe folkevalgte, der ikke kendte til hinanden til at være og agere som et team. Det gavner styrelsesarbejdet som sådan, og især gavner det Skoleforeningen som forening. Styrelsearbejdet er kendetegnet ved gensidig respekt, forståelse og accept for de enkeltes synspunkter, selvom man ikke deler dem, en god debatlyst og loyalitet over for de på demokratisk vis trufne beslutninger. Der bliver brugt meget tid på styrelses- og udvalgsarbejdet - selv nu i pandemitiden, og det skal sikkert mindst fordobles, når disse tider er overstået. Derfor mange tak til mine styrelseskolleger som har påtaget sig dette,ikke altid taknemmelige, frivillige ulønnede arbejde. Tak for det gode tillidsfulde samarbejde.

Ledelsesgruppen og direktionen skal ikke glemmes i denne takke-leder på vej ud af året. I det daglige arbejde, men især ved årsopgørelsen, lægges der mærke til, hvor glade vi som forening kan være for de mennesker, som sidder på de ledelsesposter og med stort engagement arbejder for Dansk Skoleforening og dermed det danske mindretal. Vi får positiv respons for vores økonomistyring, vores udviklingspolitik, vores professionalitet og for de dygtige mennesker, der udfører arbejdet i forvaltningens top til dagligt. Skoleforeningen står både indadtil og udadtil stærkt i det sydslesvigske landskab. Styrelsen er glade for det gode og tillidsbaserede samarbejde og siger mange tak for det forgangne år.

De med os samarbejdende danske foreninger og Friisk foriining i Sydslesvig takker jeg også for godt samarbejde, gode samrådsdebatter og gode diskussioner i året der gik.

I år er det absolut vigtigt for mig at takke en forhenværende medarbejder/enkeltperson, som har haft en overordentligt stor betydning for Skoleforeningen i mange mange årtier. En livslang kamp for retfærdighed i samfundet, en livslang politisk kamp for ligestilling: om det var på kørselsområdet eller ved Schülerkostensätze, om det var kommunerådet, kredsdagen eller de sidste mange år i landdagen - hvor ville vi stå henne i Skoleforeningen, hvis ikke Flemming Meyer havde kæmpet for disse sager. Flemming har kæmpet med en ihærdighed uden lige (hvis jeg bare tænker på kørselsområdet og den ulighed, der var i mange årtier), som en terrier der ikke giver slip, men samtidig på en ordentlig sober og ærlig måde. Flemming Meyer og SSW (verdens bedste parti) har betydet og betyder stadig så meget for hele mindretallet, at jeg slet ikke kan forestille mig et mindretalsliv uden Flemmings stemme i ørene. Mange af de ting på mindretalsområdet, som Flemming Meyer har kæmpet for i hele sit politiske liv, er blevet til realitet. Vi har ligestillingen! Tak Flemming! De bedste ønsker til dig, og jeg håber at møde dig og høre fra dig også fremover.

Så er den sidste leder skrevet, og jeg ønsker en rigtig god jul til alle og et godt nytår.

De bedste venner har jeg blandt de små nissemænd.
I morgen, så ta´r jeg måske afsted igen.
Til julebal, til jule-jule-jule-jule-julebal.
Der er gilde i Nissekongens hal.