Solidaritet er ikke bare et ord

Udo Jessen

Så står julen allerede i startposition igen, og vores børn glæder sig til ferie helt hen i det nye år. Forældrene har været til utallige julefester, julearrangementer, klippe-hygge-arrangementer, men også skole-hjem samtaler, som lå her i tiden efter efterårsferien og op til juleferien. En travl tid for alle, såvel forældre, børn og skoleforeningens mange medarbejdere. En tid, der godt nok er fyldt med travlhed, men også med meget glæde over, at julen nærmer sig. Den tid på året, hvor familierne samles, den tid, der er fyldt med hemmeligheder, med julebagning, med juledekorationer og alt det andet, der hører til. 

Samtidig er julen også den tid på året, hvor man måske hen over en god kop kaffe, te eller jule-gløgg summer lidt over årets gang og ens egen personlige situation. Det er nok derfor, at juletiden er den tid på året, hvor vi vestlige mennesker har den største tilbøjelighed til at være gavmilde over for dem, der har det dårligere end vi selv.

 

Solidaritet er ikke bare et ord i dagene hen imod jul og årets afslutning. Hvis jeg tænker på alle de aktioner og indsamlingsinitiativer, der foregår på rigtig mange af vores institutioner, så gør det mig rigtig glad. At skoleforeningen helt officielt som forening er med til at støtte initiativet ”Kinderaugen zum Leuchten bringen”, og at så mange institutioner (og det betyder medarbejdere og forældre) har reageret på min mail og opfordring, er helt fantastisk. En stor tak til alle dem, der gør julen til noget særligt for alle dem, der ikke selv magter eller har kræfter til det. En stor tak herfra til alle de involverede i dette omfangsrige arbejde inden- og uden for den officielle arbejdstid. Uden jer, uden alle vores dygtige medarbejdere, som engagerer sig inden for deres arbejdsområder, og derudover inden for det danske arbejde, ville Sydslesvig ikke være det, det er.

 

Også som styrelse eller direktion sidder man sammen i disse dage og  opgør regnskabet. Og det ikke bare bogstaveligt, men også metaforisk ment. Hvor står skoleforeningen? Har vi opnået vore mål? Har det været et godt år? – og hvad med næste år?

Nu er overskrifter som ”Tid til fornyelse”, ”permanent evalueringsmodus”, ”tidssvarende”, ”udvikling” og ”forandring ” virkelig noget, som ikke bare bliver sagt i søndagstaler eller på stormøder, men som vores ”daglige business” her i skoleforeningen, så vi er bestemt ikke utilfredse med denne del af skoleforeningens virke. Der sker rigtig meget på det pædagogiske og faglige område i hele systemet lige fra vuggestuerne, grundskolerne, fællesskolerne og til fællesskolerne med en gymnasieafdeling. Hundredvis af dygtige engagerede medarbejdere arbejder dagligt for dette mål. 

 

Byggeaktiviteten på vuggestueområdet er stadigvæk høj, og vi gør, hvad vi kan for at nå målet, det vil sige ca. 800-1000 pladser. Vi har inden for de sidste seks år formået at skaffe ca. 500 pladser, og det er vi faktisk lidt stolte af, når man tager vores økonomiske muligheder i betragtning.. 

Ligeså meget er vi glade for, at mange ”små” tilbygnings-, ombygnings- og saneringsopgaver på skoler og dagtilbudsområdet kunne laves eller sættes i gang. De to store opgaver, som teknisk afdeling havde/har på skrivebordet, er Gustav Johannsen-Skolen og Duborg-Skolen. Det ene projekt er faktisk afsluttet, og på Duborg Skolen har vi holdt rejsegilde, og ombygningen/ saneringen/ renoveringen skrider godt frem. Stor tak til vores dygtige medarbejdere på teknisk afdeling, som utrætteligt, og med mange ekstra timer, sørger for, at vi kan nå vores mål.

 

Er der så ikke grund til lutter glæde ved skoleforeningen her lige inden jul?  Nej ikke helt. Der ligger desværre tunge skyer over den økonomiske udvikling i Skoleforeningen de næste år, og det skal vi finde en løsning på. Jeg vil ikke bruge spalteplads på gentagelser her, da vi på fællesrådsmødet, via Fokus, internt på et informationsmøde og per mail har informeret alle forældre henholdsvis medarbejdere omkring situationen, og hvordan vi foreslår at kunne løse dette dilemma, uden at det går ud over vores børn. Jeg håber virkelig på, at vi kan finde en løsning inden for den nærmeste fremtid.

Jeg siger tak til alle medarbejdere og forældrevalgte for deres  engagement for skoleforeningen og det danske arbejde generelt.En tak skal også lyde til de sydslesvigske organisationer og foreninger for tillidsfuldt samarbejde og fælles drømme. 

Jeg vil ikke slutte denne leder uden  at appellere til solidariteten med alle de mindretal i Europa, som ikke har det så godt, som vi har det (og det er de fleste) og bede jer om at skrive under på Minority SafePack Initiative (MSPI). Igennem SSF er Skoleforeningen med i FUEN og arbejder for mindretals rettigheder og bevarelse af regional- og mindretalssprog. Vi beder derfor om jeres støtte.

Det gælder om at bevare regional- og mindretalssprog (f.eks. også plattysk) og generelle mindretalsrettigheder i hele Europa. Vi er alle  100% værd! Støt derfor initiativet med din underskrift!  

Jeg ønsker en rigtig god jul og et godt nytår til jer alle sammen.