Skrevne og uskrevne regler

Udo Jessen

- Sprogdebatten er altid et emne i Sydslesvig. Jeg indrømmer blankt, at da SdU bragte emnet på banen i vinteren, var min første reaktion »åh nu ikke igen«. Men meget hurtigt kunne vi se, at denne her gang lå der mere alvor, mere dybde, i diskussionen. I stedet for at pege fingre ad andre, som så ofte i den sydslesvigske andedam, så begyndte diskussionen med, at man så indad og begyndte arbejdet derfra. Stor respekt herfra - jeg tager hatten af over for den måde, som SdU agerer på. I Skoleforeningen er det danske sprog, sprogformidling, og dermed også sprogpolitikken, et konstant emne. Skoleforeningen er i en permanent udvikling og evaluerer. Styrelsen ser et behov for at se lidt dybere og grundigere på vores egen sprogpolitik

- Samfundet forandrer sig, mindretallet forandrer sig, og mange af de uskrevne regler, som opstod i patriarkernes tid, har man ikke kendskab til længere, eller ikke længere i samme omfang, og derfor trænger de måske til at blive skrevet ned, men måske skal nogle også bare skrottes? Der er mange spørgsmål inden for området »sprogpolitik«, og Styrelsen er derfor startet på en undersøgelse og debat på området. Så snart vi er klar med et oplæg, vil vi præsentere det for fællesrådet, sagde han.

Sprogdebatten har været levende i det forløbne år – og også i Skoleforeningen skal vi have kigget på, om vores skrevne og uskrevne sprogpolitik har brug for en opdatering.

Alle, der melder sig ind, forpligter sig jo til at lære dansk, i hvert tilfælde til at bestræbe sig på det – og de anerkender, at foreningens og institutionernes sprog er dansk. Men hvordan følger vi op på det? Er det på tide, at vi laver en egentlig opfølgningspolitik, fx med samtaler ved alle overgange – vuggestue til børnehave, børnehave til skole og sidst i fjerde klasse, overgangen til fællesskolen – især for de familier, hvor Skoleforeningen kan have sine tvivl, om forældrene er i stand til at understøtte barnets videre færd i vort dansksprogede system. Skal vi have en tydeligere politik i forhold til personalet? Alle dele af personalet – eller kun det pædagogiske personale? Og hvordan i forhold til forældrene? Vær ikke i tvivl. Skoleforeningen har en løbende debat om sprogpolitikken, og også Fællesrådet vil blive inddraget, når Styrelsen har et oplæg klar.