Skoleforeningens mangfoldighed

Den trænger ud til hvert et Sted, den haarde Strid herhjemme, og den, som ej vil være med, faar svært ved sig at gemme; men vi vil gerne ta’ vor Tørn, saa snart vi tør os melde.

Udo Jessen

Kære alle. Utallige gange i de forgangne uger er jeg bleven spurgt ind til, hvad Skoleforeningen siger til det, og hvad Skoleforeningen mener om dat, og om Skoleforeningen kan acceptere, at Skoleforeningens medarbejdere ytrer sig om ting, der berører i foreningen og endda har forskellige syn på det samme emne!

Spørgsmålet er nemt at svare på: Skoleforeningen er en stor, mangfoldig, sprællevende, innovativ, open mindet, rummelig, permanent udviklende, dansksproget, humanistisk, på sindelagsprincippet byggende, forældrestyret, tidsvarende, moderne, diskussionspræget, evaluerings og udvalgsglad, professionelt agerende, mådeholdende, på øjenhøjde agerende, demokratisk forening i bevægelse, der har en klar opgave, som består i at formidle viden og dannelse til mindretallets børn og unge Humanistisk dannelse og vidensformidling, som sætter vores ungdom i stand til selv at definere deres ståsted i denne store verden.

Og en af de store værdier, som det gælder at formidle vores børn og unge er friheden til at ytre sin mening. Ytringsfriheden er nok det mest eklatante eksempel på, hvad demokrati betyder. Frihed er også altid frihed for den, som tænker anderledes, sagde Rosa Luxemburg engang for mange år siden, og Skoleforeningen har i sine knap 96 års eksistens ikke en eneste gang sat spørgsmålstegn ved dette.
Hvorfor skulle en demokratisk organiseret skoleforening også gøre andet? Loyalitet over for arbejdsgiveren er det ene og den private ytringsfrihed noget andet, så enkelt er det.

Vi du som forældre, medarbejder eller interesseret skabe dig et billede af Skoleforeningen og den mangfoldighed, vi lever i og for, så mød op lørdag den 12. marts 2016 på Jaruplund Højskole. Vær med til at drøfte inklusion (hvad betyder den for Skoleforeningen?), skolereformen i Danmark (hvad kan vi lære af den pædagogiske udvikling i Danmark?), sprog og læsning (hvorfor er det så vigtigt?), sund kost (hvad er det, og gælder det også svinekød?), nye karakterudtalelser (Oma kan ellers ikke forstå det!) og meget mere.

Jeg ved godt, at vi snart starter med en masse regionale fællesrådsmøder og har fællesrådsmøde i marts, men vær med den 12. marts, få en snak med styrelsesmedlemmerne, mød vore nye direktør Lars Kofoed-Jensen, og oplev den helt specielle stemning, der hersker på en forældretemadag. Demokrati lever af deltagelse! Vel mødt! Jeg glæder mig til at se jer:

Den Hær vil ikke Blod og Saar, hvor Krigens Lurer gjalde
men nyfødt Fred i Friheds Vaar med lige Ret for alle,
og den vil sindigt fremad gaa og ej fra Kampen træde,
før selv den mindste al de smaa faar Del i Livets Glæde.         
C. Hostrup.

Udo Jessen