School´s out for summer!

Udo Jessen

Kære alle

Så er skoleåret 2019/2020 afsluttet, og sommerferien starter på mandag. Den store ferie, den lange ferie. Ligegyldigt hvilken årgang vores børn befinder sig i, så er starten på den store ferie altid en afslutning på noget trygt og starten på noget nyt. En ny klasse, en ny skole, en ny årgang, en skolestart, en uddannelse, en verdensrejse og meget meget mere. Det er en fast konstant i uddannelseslivet, som heller ikke en covid19 pandemi kunne og kan forandre noget på.

 

Der ligger krævende uger, ja måneder, bag os med lukninger, nødplaner, digital undervisning, hjemmeundervisning, digital eksamensforberedelse, store logistiske udfordringer på institutionerne med udarbejdelsen af arbejds-handlings-hygiejne planer, aflyste og udskudte skole-hjem samtaler, udskudte PPR undersøgelser, aflyste forældreaftener, aflyste samarbejdsrådsmøder og så videre og så videre.

Det har vist sig, at Skoleforeningen, takket være sine dygtige medarbejdere, den aktuelle faktuelle digitale status og ikke mindst forældrenes fleksibilitet og indsats, kom rimeligt godt igennem »lock down« tiden.

 

Men alligevel, - en forening der lever af deltagelse i demokratiske processer, der lever af kommunikation og diskussion blev stillet på en meget hård prøve i de sidste måneder.

Så lad os nu glæde os til en mere afslappet ferie og sommertid, hvor vi – godt nok med indskrænkninger – men alligevel går i retning af et normaliseret samfund igen. Sommerferieophold i Danmark er der ikke noget hindring for, at børn kan komme på sommerlejr både i Vesterled og på Rendbjerg, og ellers så byder vores region jo også på mange dejlige oplevelser. Jeg kan kun anbefale at gå ind på nettet og bladre rundt i hjemmesiden »Oplev Sydslesvig« og blive inspireret til rigtig mange dejlige udflugtssteder herhjemme i den sydslesvigske region.

 

2020 har også været et valgår, og næsten alle valg til fællesråd, og også de fleste valg til samarbejdsråd, er afsluttet. De indsendte lister viser os, at der er mange nye ansigter rundt omkring i institutionerne og også i fællesrådet, som er parate til at yde en ekstra indsats for deres børn og for helheden efter sommerferien. Dejligt, at der er markant flere dagtilbudsforældre, der er blevet valgt ind. Andre har valgt ikke at stille op igen til samarbejdsrådene eller fællesrådet. Til alle jer skal der lyde en stor tak for de år, hvor I har brugt jeres fritid til gavn for jeres børn, for foreningens og dermed for mindretallets vel.

 

For fællesrådsmedlemmernes vedkommende, så har de sidste tre år nok været de år i Skoleforeningens historie med den største mødefrekvens. Aldrig før har der været så mange regionale møder, fællesrådsmøder, workshops, sparringsgrupper og følgegrupper som i de sidste år. Det har været krævende, anstrengende, men også givtigt. Der blev truffet beslutninger omkring læreplansarbejdet, fælles evalueringsskemaer, dialogevaluering på daginstitutionsområdet, strukturudvikling (uvildig undersøgelse/analyse af Skoleforeningens struktur og besparelsesforslag), sprogpolitik og digitalisering.

 

Vejen frem til beslutningerne var aldrig nem og krævede derfor også tid til fordybelse og diskussion. De beslutninger, der skulle tages, blev så truffet med stor alvor, ansvarsbevidsthed og stort flertal på oplyst grundlag. Endnu en gang stor tak for jeres indsats.

Jeg ønsker en god sommer, mange dejlige oplevelser med venner, sol og strand, en fritid, der kan nydes, mange gode bøger til de enkelte regnvejrsdage (biblioteket er åbnet) og ønsker alle dem, der forlader systemet Dansk Skoleforening held og lykke og et godt liv fremover.

School's out for summer!