Samarbejdet skal styrkes

Omkring 200 engagerede medlemmer fra alle sydslesvigske foreninger var med til en god og lang konferencedag på vores dejlige Jaruplund Højskole. En konference under mottoet »udvikling af det danske mindretals folkestyre og demokrati«.


Udo Jessen

Mindretallets mangfoldige og demokratiske struktur med mange selvstændige foreninger er efter min bedste overbevisning ikke den dårligste måde at organisere sig på. At den ikke altid fremmer de hurtige fællesbeslutninger, er jeg enig i, men det skyldes demokratiske processer og ikke forhaling. At et demokrati kan organiseres meget mere centralistisk, er jeg også klar over, men om det giver en større fornemmelse af »medejerskab« for helheden, er jeg i tvivl om.


Vores demokratiske opbygning med suveræne foreninger og et fælles sydslesvigsk samråd bygger på samarbejde. I samrådet lytter vi, fører samtaler og inddrager hinanden i vores beslutningsprocesser. Derigennem giver vi medindflydelse til alle. Det kaldes for folkestyre.


Men konferencen viste, at der helt klart er dele i vores struktur, der trænger til eftersyn. Det gælder især arbejdet i Samrådet. Skoleforeningen er åben for forandring og videreudvikling af samarbejdet og demokratiet i Sydslesvig. Jeg kan se et stort udviklingspotentiale i selve Samrådet, f.eks. at vi kommer væk fra enstemmighedsprincippet, som alt for ofte er med til at blokere for videreudvikling. Jeg kan heller ikke se noget problem i, at samrådsformanden kan få et mandat til at repræsentere det danske mindretal regionalt og overregionalt.
 Jeg er fortaler for, at de folkevalgte ledere mødes mere jævnligt, og jeg mener helt bestemt, at det må være den enkelte forening selv, der suverænt udpeger sine repræsentanter til Samrådet.


Konferencen viste, at vi er et levende demokrati, for et godt demokrati lever af deltagelse og indblanding. Og 200 deltagere på et lørdagsmøde taler for sig selv! Der kom et forslag om, at der skulle afholdes et årligt sydslesvigsk folkemøde i forbindelse med Årsmødeweekenden, og det mener jeg er en fantastisk god ide, fordi det vil være med til at styrke folkeligheden, samarbejdet og dermed demokratiet.

Da demokrati og folkestyre lever af deltagelse, er jeg også meget glad for SSW's tilbud til vores samfundsfags- og historielærere om at komme ud til fællesskolerne og informere om samfundsforholdene og den aktuelle politiske situation i Sydslesvig og Slesvig-Holsten. SSW tilbyder endda, at selve ministeren eller andre politikere kommer ud til skolerne for at informere og/eller diskutere med eleverne. Samtidig følger en invitation til at besøge landdagen og overvære et landdagsmøde med.
 Men interessen, nysgerrigheden kommer ikke altid af sig selv, så der ligger et stort ansvar hos os forældre og lærerne for at påvirke vores børn. Et demokratisk samfund lever af inddragelse, medindflydelse og muligheden for at vælge. Og fornemmelsen af, at man kan bevirke noget. Dette skal formidles til vore børn. Initiativet fortjener at blive taget imod.

Udo Jessen