Mange forandringer på vej

Vi ved ikke, hvordan Corona-pandemien kommer til at udvikle sig. Vi ved kun, at der er mange forandringer på vej.

Skoleforeningen

        

Kære alle

Nu er det kun nogle få dage til jul og juleferie. Den 4. januar starter dagtilbuddene op igen med nødpasning, og den 8. januar starter skolerne med nødpasning og fjernundervisning. Det er en underlig tid, og det er et underligt år, der ligger bag os. Men vi alle, voksne som børn, har lært at leve med restriktioner, kohorter, masker, håndsprit, og hvad der ellers hører til dagligdagen i disse tider. 

Den forordnede nedlukning betyder også mere ro i hele juletiden. Det er forfærdeligt, at vi ikke kan synge, ikke oplever luciaoptog, ikke oplever julefester og julefrokoster, men på den anden side så styrkes familielivet, fordi der er mere tid til andre ting. Det er vores, de voksnes, opgave at hjælpe vores børn igennem denne tid, hvor alt er anderledes, end det plejer. Familier rykker sammen og kan nyde kvalitetstid med hinanden. Jeg har hørt, at ud over TV og computerspil, så er de gode gamle spil og bøger meget populære i øjeblikket, og det glæder mig meget. En god bog, som styrker fantasien og sproget – fra Anders And til Bjarne Reuter, fra Astrid Lindgren til Cornelia Funke, fra Walter Farley til Roald Dahl, og hvad der ellers findes (jeg kunne blive ved) – er noget af det bedste, der findes.

Styrelsen har holdt sit sidste styrelsesmøde for i år på grund af Coronareglerne i Duborg skolens store fællesareal. Et møde, som, ud over en del alvorlige dagsordenspunkter, også indeholdt et »ryste sammen«-dagsordenspunkt med workshops omkring emnet: »Hvad er styrelsen?«, og »Hvordan ser jeg min rolle i styrelsen? «. Processen fra »at være en flok individer med individuelle dagsordener« til »at blive en gruppe, der har en fælles forståelse for den opgave og den forening, man er blevet valgt til«, er allerede godt på vej. Vi lærte hinanden bedre at kende, udvekslede synspunkter om det ene og andet og var enige i at se fremad og at gøre Skoleforeningen til en endnu bedre forening for vores børn, medarbejderne og forældredemokratiet, end det allerede er. Intet er så godt, at det ikke kan forbedres.

Vi, formanden og næstformanden, har allerede haft en del møder med hinanden og er ved at finde sammen til et team, hvor vi kan fordele opgaver, møder og dermed styrke hinanden og foreningen udadtil og indadtil. Synlighed er vigtigt, og så snart det er muligt igen, vil vi gerne ud så meget som muligt, så alle ved, hvem vi er, hvad vi står for, og at vi altid har et lyttende øre og en åben dør for alle, der ønsker at tale med os.

Vi ved ikke, hvordan Corona-pandemien kommer til at udvikle sig. Vi ved kun, at der er mange forandringer på vej. Forudsigelser er helt meningsløse, men det er ikke meningsløst at se fremad. Det er nu, at vi har mulighed for at for andre noget og tænke nyt. Vi har været tvunget til at stoppe med mange af de ting, vi plejede at gøre i vores hverdage. Ved nogle af de ting er det måske godt, at vi er stoppet med dem. Vi skal spørge os selv, hvorfor vi gør sådan, som vi gør, og om det skal være sådan i fremtiden. 

Hvordan skal vores fremtid se ud, og hvilke mål har vi for den? Dem der ikke kun lever i hverdagen, men ser fremad, har større chancer for succes. »Vi kan ikke forandre vinden, men vi kan sætte sejlene anderledes« (Aristoteles).

Vi siger stor tak for et godt samarbejde til alle de organisationer og foreninger, som Skoleforeningen samarbejder med. Vi takker alle vore medarbejdere, forældre og børn for et godt arbejde i et underligt år med mange særlige udfordringer, og vi takker alle dem, vi samarbejder med i styrelsen og direktionen. Vi ønsker en god jul og under alle omstændigheder et rigtigt godt nytår.

Udo Jessen og Andrea Heimrath

 

Den travleste måned for nisser især
For da flintrer vi rundt og bekæmper
Hvert et tilløb til surhed og krummede tæ’r
Vi siger det åbent, skønt altid i skjul.
Det’ sørme – det’ snart – det’ jul