Lysere tider?

Som Skoleforeningens formand er jeg glad for resultatet af ligestillingsforhandlingene med regeringen i Kiel.

Per Gildberg

Hvis nu aftalen, som alt tyder på, går igennem landdagen i Kiel i efteråret, har vi en ny skolelov i Slesvig-Holsten, som for første gang i lovform præciserer, at vores mindretalsskole er sammenlignelig med den offentlige skole for flertallets børn og unge. Deraf følger, som en selvfølge, at vi får den samme økonomiske støtte fra landet som den offentlige skole, selvfølgelig også når det gælder transport, investeringer til pædagogisk materiel og forvaltning o.s.v.

 Samtalerne med regeringen var konstruktive, og ønsket, specielt fra ministerpræsident Thorsten Albig s side, om at komme frem til en løsning begge parter kunne acceptere, var bestemmende for fremgangen. Vi har gennem hele processen modtaget uvurderlig hjælp fra ministerpræsidentens mindretalsrådgiver Renate Schnack og fra vore egne SSW-politikere.

Vi har fra ledelsens side i Skoleforeningen, ved alle anledninger inden kommunalvalget i Slesvig-Holsten, præciseret vor tilknytning og afhængighed af SSW som den politiske arm i mindretallet. Vi er ikke tilfredse med valgresultatet og med at nogle af vore medlemmer, som potentielle SSW-vælgere, tydligvis ikke har forstået budskabet om, at vi som Skoleforening for mindretallet kun i fællesskab med SSW og alle andre deler af mindretallet, i forhandlinger og samtaler kan opnå de for Skoleforeningen nødvendige resultater.

Men vi accepterer i ledelsen ikke, at vore medlemmer vægtes i danske eller tyske medlemmer. Vore medlemmer, som har valgt mindretallets institutioner for det kæreste de har, nemlig deres børn, er mindretalsmennesker som alle. Det er vores suveræne opgave, gennem samtaler og eksemplets magt, at vise dem sammenhængen og demonstrere afhængigheden i mindretallet!

Det at vide, at vi fra 2017, på det økonomiske, som ved pensa og afgangsbeviser, er ligestillet med den offentlige skole giver muligheder til perspektivisk planlægning. Selv i en pædagogisk institution som Skoleforeningen kan vi kun gennem en sikkerhed i økonomien udvikle indhold. Og hverken vores fællesskole eller den lovpligtige heldagsskole er færdig udviklet. Vi skal komme videre med den individualiserede undervisning, vi skal inkludere børn med forskellige problemer på en sådan måde, at alle i skolen profiterer af en inklusion. Vi skal frem til form og indhold, som gør skolen endnu mere spændende og passende til en ændret samfundsform.

Derfor er det godt, at Skoleforeningen, efter lange forhandlinger med Dansk Lærerforening i Sydslesvig, er kommet frem til en nyt aftaleværk, som vel at mærke skal ud til urafstemning blandt lærerne. I forhandlinger tages noget og noget gives. I Kiel accepterede Skoleforeningen en fast, minimal stigning af tilskuddene i de kommende 3 år, mod at få en fuld ligestilling fra 2017 af. De første 3 år betyder, inflation og lønstigninger taget i betragtning, faktisk en lille reel tilbagegang i sum, derfor er det af stor betydning at få en aftale med Lærerforeningen på plads, som giver klare konturer at forholde sig til.

Tak til alle børn og elever, til lærere og pædagoger, ansatte og frivilligt arbejdende i Skoleforeningen for skoleåret 2012/-13.

En rigtig god sommerferie til alle.

Per Gildberg