Læselyst

Udo Jessen

… at læse er at leve!

Smile og le over katten Findus og gamle Pedersen, lege tingfinder med Pippi Langstrømpe, være på jagt efter Prins Faisals ring, være rædselsslagen over for hændelserne i Heksefeber, græde ved læsning af Mio min Mio, sejle med Tom Sawyer ned ad Mississippi, ride på den sorte hingst, dykke 20.000 mil under havet med kaptajn Nemo, gå i kamp sammen med Gøngehøvdingen, være på kostskole med Kim & co eller Harry Potter, gå igennem Dæmonernes port, sidde i skuret sammen med Emil, opleve sommer og vinter i Bullerby eller lære at dele og være social sammen med Regnbuefisken...

Findes der noget bedre end lysten til at læse? Den indre glæde man oplever, når man åbner en bog første gang, læser de første linjer eller se på de dejlige billeder, for så at dykke ned i en anden verden, er ubeskrivelig.

 

Jeg ved godt, at vi som forældre har mange udfordringer. Der er så meget, vi skal lære vores børn. Men jeg vil have lov til at sige, at lysten til at læse, er noget af de vigtigste, vi kan viderebringe

Formår vi at skabe læselyst hos vores børn, så åbner vi op for en verden, som vil stimulere deres fantasi, deres sprog og sprogforståelse, deres kreativitet helt generelt, deres lyst til at skrive og deres generelle interesse for omverdenen.

 Som forældre har vi en interesse i, at vores børn får et positivt forhold til sprog og læsning. Og det er ikke så svært, som man skulle tro, og det behøver ikke koste en eneste krone eller euro. På alle vores skoler har man tilgang til bøger via skolebibliotekerne, og bibliotekets bogbusser kommer også ud til de »mest gemte« steder i Sydslesvig. Der er Biblioteker i Slesvig, Husum og Flensborg, og i daginstitutionerne har man bogkasser med billedbøger og højtlæsningsbøger. Når børnene kommer hjem med bøger, og vi som forældre viser glæde og interesse for bogen og tager os den tid, det nu engang koster at sætte sig ned med sit barn og læse bogen sammen eller højt, er vi allerede godt på vej.

 

Et besøg på biblioteket er nok noget af det mest inspirerende, man kan byde sine børn. I Sydslesvig er vi så heldige, at vores danske biblioteksvæsen emmer af kreativitet. Der er farver, der er arrangementer i børnehøjde, der er tonsvis af bøger, der er dejlige børnevenlige hjørner, hvor man kan sidde og bladre i de bøger, man eventuelt vil låne med hjem. Og det behøver ikke kun være én bog, for man kan få en mulepose på biblioteket, som kan rumme alle de bøger, der skal lånes med hjem. Eller for den sags skyld en mulepose fyldt med bøger, lydbøger og computerspil. Når vores børn så kommer og vil fortælle os om de ting, de har læst eller gerne vil have med hjem, så bør vi give en positiv feedback og vise interesse for det, barnet har gang i.

 Alt for mange børn kender i dag ikke længere til eventyr, med mindre de har set dem som film, og alt for mange børn kender ikke længere til børnerim, ordsprog og klassiske fortællinger.

 Man behøver ikke selv være en stor »læser« for at give børnene en god oplevelse, når det gælder sprog og læsning. 

Når børn oplever et besøg på biblioteket som værende lige så normalt, som at tage ud at spise en is, så har vi alle sammen vundet. Det skal for de små være en del af hverdagen eksempelvis at læse en bog sammen med far. Og er vi som forældre opmærksomme på dette, så har vi sikret en stor del af barnets kognitive udvikling og styrket indlæringsevnen.

Dette vil også støtte op omkring det sprogarbejde, som Skoleforeningens lærere og pædagoger dagligt har fokus på. Nu har Skoleforeningen selvfølgelig også en egeninteresse i, at alle de børn, der er inden for systemet, læser meget og dermed styrker deres læsefærdigheder, sprog og sprogforståelse og deres skriftsprog. Men glæden ved at læse har en værdi i sig selv. Læsning åbner op for en verden, åbner op for de fantastiske paralleluniverser, sætter gang i og styrker børnenes egen fantasi, giver dem varme og glæde i kolde og triste øjeblikke. 

 

Vores børn har lige oplevet den sydslesvigske Læsefestival med masser af arrangementer med læsning og sprog som omdrejningspunkt. Fjorten dage fyldt med dejlige fantasifulde oplevelser. De har haft besøg af forskellige forfattere, som har fortalt om deres bøger og om, hvordan de er kommet til at skrive. Der blev læst tusindvis af sider med spændende litteratur fra alle genrer, og så havde vi en fremragende afslutningsfest på læsefestivalen på A.P. Møller Skolen.

Hele Sydslesvig summede i 14 dage med målsætningen: Styrk læsning! Og man må nok erkende, at det var et brag af en succes. Hvis der overhoved blev ytret lidt kritik, så var det den ikke helt alvorligt mente bemærkning om, at der var så mange arrangementer at vælge imellem, at det var svært at beslutte sig.

 Herfra skal der lyde en stor tak til alle medvirkende og til det superflotte samarbejde, der har fundet sted mellem de danske foreninger og organisationer. Succesen råber direkte efter en gentagelse.

 

“Hvor er det trist, at jeg skal dø, når der stadig er så meget tilbage at læse.”

-Marcelino Menendez Y Pelayo