Hårdt men ikke håbløst

Udo Jessen

I 2017 havde vi ikke kun et landdagsvalg i Slesvig Holsten og et forbundsvalg i hele Tyskland, men vi havde i Skoleforeningen også valg til samarbejdsråd, fællesråd, styrelsen og formandskab. Det betyder, at mere end 500 mennesker inden for foreningen har sagt ja til at overtage ansvar i deres daginstitution, på deres skole og/ eller i fællesrådet og styrelsen.

Det betyder rigtig meget for en forældrestyret forening, at der er så mange medlemmer, som står parate til at overtage et ansvar for budgetter, overordnede principper, valg af nye ledere, men også de forandringer på deres institution, som er hårde at bære. Her taler jeg selvfølgelig om beslutninger, der eventuelt munder ud i sammenlægninger eller endda lukninger af en institution.

At være del af en bestyrelse, styrelse, samarbejdsråd, kommuneråd, landdag eller forbundsdagen betyder altid, at man er en aktiv medborger i et demokratisk system, og at man har sagt ja til at varetage et embede og dermed til at påtaget sig et ansvar for andre, for helheden.

Jeg har derfor dyb respekt for alle de mennesker i Skoleforeningen, mindretallet, ja i hele republikken, som er villige til at overtage og påtage sig et ansvar.

Desværre betyder det at være med i bestyrelser ikke altid kun glæde ved at kunne være med til at organisere, bestemme principper og have indflydelse på udviklingen. Af og til kommer man til at føle ansvarets byrde trykke ekstra hårdt. For det handler ikke kun om at tage beslutninger om en sommerfest, årets deltagelse i Årsmødet og regler for mobiltelefoner. Det handler også om at diskutere besparelser, sammenlægge eller nedlægge.

I de næste år vil Skoleforeningen være nødt til at spare mange penge for at rette op på vores økonomi og for at give mulighed for en pædagogisk videreudvikling. Vi skal også gøre os klar til at implementere IT i systemet i et omfang, som vi aldrig har kendt før, og som er absolut nødvendigt, hvis vi altså vil holde fast i, at vores børn skal forberedes til den digitale verden, de vil møde i erhvervslivet og på de videregående uddannelser. Spørgsmålet omkring, hvordan vi takler opgaven, har givet, og vil i indeværende år give os søvnløse nætter og mavepine både i direktionen og i styrelsen, men sandelig også i nogle samarbejdsråd og i fællesrådet.

Skoleforeningen har allerede i mange år haft en demokratiforståelse, der er bygget op på inddragelse. Man kan altid diskutere i hvor stort et omfang inddragelsen skal foregå, men da vi lever i et parlamentarisk demokrati taler jeg her i første omgang om inddragelse af de valgte repræsentanter og organer. Som valgt samarbejdsmedlem kan man komme i den situation, at man pludselig er del af en beslutningsproces, som ikke har den mindste chance for at blive modtaget med klapsalver i distriktet! Det er ikke nemt, ja det er nogen gange rigtigt svært.

Jeg har stor forståelse for, at der så er nogle, der i de nævnte situationer giver udtryk for, at man ville ønske, at styrelsen eller fællesrådet traf en beslutning for så at forholde sig til den bagefter. Sådan gjorde Skoleforeningen i »gamle dage« - men det er ikke styrelsens demokratiforståelse i dag. Vi mener i styrelsen tværtimod, at inddragelse af samarbejdsrådene i spørgsmål omkring for eksempel sammenlægningen af Store Vi Danske Skole og Vanderup Danske Skole er et tegn på respekt over for de valgte repræsentanter og deres kompetencer.

De seneste års »nye« måde at organisere Fællesrådsmøderne på er en stor succes, idet vi f.eks. inddrager forældrevalgte i processen omkring nye læringsplaner, og skal derfor også definitivt videreudvikles.

Jeg vil have lov til at sige det klart og tydeligt. Vi går med sikkerhed hårde, men ikke håbløse, tider i møde. Videreudvikling betyder altid, at ting bliver nødt til at forandre sig, og det ikke kun fordi økonomien trykker. Samfundet har forandret sig, og dermed også de forventninger vi forældre har til en skole eller en daginstitution. Det må vi selvfølgeligt tage højde for.

Med hensyn til informationsveje og omfang helt generelt, men også konkret med hensyn til Store Vi og Vanderup, vil jeg gerne pointere, at Skoleforeningens styrelse altid diskuterer udvikling, afvikling og forandring ud fra et helhedsbegreb, som indebærer både en pædagogisk, en økonomisk og en mindretalsindfaldsvinkel.

Informationsrækkefølgen, efter at der blev indledt en proces, er og kan efter vores bedste overbevisning ikke være anderledes, at vi i første omgang informerer de direkte af processen ramte personer, og det er forældrene, repræsenteret via deres valgte samarbejdsrådsmedlemmer, og vores medarbejdere.

Samarbejdsrådene, lederne og medarbejdere bliver informeret først, og sidder dermed inde med alle de informationer vi er i besiddelse af, og de har dernæst ansvaret for, at informationerne kommer ud til forældrene, og at der ikke opstår mere uro end nødvendigt. Er processen sat i gang, informeres alle de andre af en eventuel beslutning berørte grupper.

Der kommer til at ske mange forandringer i skoleforeningen i den næste tid, og det er ikke alt, hvad der venter os, som nødvendigvis vil gøre os lykkelige. Men Skoleforeningen står stabilt og godt i det sydslesvigske landskab, og jeg er på ingen måde bange for, at der skal ske forandringer af den kaliber i mange år frem.

Der skal forandringer til for, at alt kan forblive som det er ( »Leoparden » 1959, G.T.di Lampedusa )

Vi arbejder på sagen.