forandringsparathed

Udo Jessen

 ”...thi evig stilstand er død!”

(  H.V.Kaalund 1877 )

 

Det har været travle uger her i Sydslesvig. I Flensborg Avis har vi kunnet læse, at der inden for SSF ikke har været særlig meget udvikling siden 1864, og at den faktisk er en forening for gamle mennesker. SSFs gene-

ralsekretær Jens A. Christiansen kaldte det jo allerede i januar for »uhørt«, at SSF distrikter i foreningen ønsker at bevare forsamlingshusene, selvom der kun afholdes få møder om året, og han blev  støttet deri af sin formand. SdU kom med en udmelding om, at nu vil man tage udfordringen op med de mange ikke dansktalende instruktører og trænere op til drøftelse, og samtidig opfordres der til en generel sprogdebat i mindretallet og dens organisationer. Diskussionen om, at vi har for mange mursten i mindretallets foreninger, skal heller ikke glemmes.

Det er sørme mange bolde, der skal jongleres rundt med i foreningerne.

 

 

Dansk Skoleforening har en tradition for at være i en nærmest konstant udviklings - og forandringsmodus, og takket være det har vi en vis rutine i at takle disse processer.

Allerede inden den aktuelle sprogdebat begyndte, har Skoleforeningen over for de øvrige organisationer i Det sydslesvigske Samråd argumenteret for, at sproget skal på dagsordenen til Sydslesvigkonferencen til næste år. Udvikling af en fælles sprogpolitik for hele mindretallet står vi meget positive overfor.

 

Betyder det, at den aktuelle diskussion ikke berører Skoleforeningen, og at vi kan læne os tilbage i vores stole? Nej, det gør det i hvert fald ikke. I vores egen forening er sproget, sprogformidling, sprogfærdighed og sprogbrug et konstant emne. Vi er udfordret,  når en del af de ansøgere, som vi hvert år får til de stillinger, vi slår op inden for pædagog- eller lærerområdet, ikke har været bosat i Danmark under deres uddannelse.  De mangler berøring med den danske hverdagskultur.

 

Det er en ligeledes en udfordring for os, at ansatte ikke i samme omfang som tidligere kender til mindretalshistorien og mindre-
tallet i det hele taget.

Det er også en udfordring for os, at forældre, der søger ind i vores vuggestuer, børnehaver og skoler, godt nok er klar med hensyn til sindelaget, men at det halter med sprogkundskaberne.

En sprogdebat er derfor altid godt til lige at stoppe op i sin dagligdag og gøre sig be-
vidst om, hvem man er, hvor man er, og hvad man er.

 

 

Som ansat ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig, uanset hvorhenne i systemet, er man ikke ansat hvor som helst. Man er ansat i det danske mindretal. Skoleforeningens ansatte er, ved siden af de folkevalgte, kernen i det danske arbejde. Vi møder alle børn! Fra vuggestue til studenterhue er det tidsrum, hvor vi har alle mindretallets børn og unge under vores favn. Det er os, der er rollemønstre om vi nu kan lide det eller ej. Det er os, der skal skabe begejstring for det danske fællesskab syd for grænsen. 

 

Det er os, der skal fortælle eleverne og deres forældre, at der findes årsmøde – vores alle sammens markeringsdag, at der er et sommerfest, et aftenarrangement, at der findes spejdere, danske idrætsforeninger, danske sygeplejer-
sker, dansk konfirmandundervisning og meget mere.

Ejerskab, fællesskab og forståelsen for, hvad det betyder at være mindretal og »sprog, sprog og endnu en gang sprog« er det daglige brød for alle de engagerede mennesker inden for Skoleforeningens ramme.  

 

Vi er alle sproglærere, havde vi engang som internt motto for vores ansatte, og den gælder selvfølgelig stadigvæk. Men vi skal også hver eneste ene dag være os bevidste om, at vi alle sammen er rollemodeller og det især i mindretalshenseender.

Skoler og daginstitutioner, foreningen og forældre har klare forventninger til hin-
anden, og der skal en forventningsafstemning til, hvis tingene skal fungere gnidningsfrit. En af forventningerne fra foreningens side er, at alle dem, der ikke allerede magter det danske sprog, når de banker på vuggestuen eller daginstitutions dør, får lært det hurtigst muligt. Vi er ideologiske, vi er til for mindretallets skyld, og vi er ingen sprogskole!

 

Som formand for en forening i udvikling kan jeg kun hilse årsmødemottoet 2017 velkommen. Det lyder:  Fornyelse skal der til!

Vi arbejder på sagen.