Et livsmodningsår

Udo Jessen -865527172-kopi

Kære alle

Jeg havde oprindeligt planlagt at skrive en leder om vores fælles værdier i Skoleforeningen. Vores begejstring for viden. Vores ønske om fordybelse. Vores mod til at forandre. At vi er lyttende over for berettiget kritik. Kort sagt de værdier, som er bærende for fællesskabet her i Skoleforeningen. Et fællesskab, der omfatter vuggestue- og daginstitutionsbørn, elever, underviser, forældre, samarbejdsråds- fællesråds- og styrelsesmedlemmer og selvfølgelig også vores administrative medarbejdere.

Men så kom jeg til at spekulere over alt det, jeg læser og lytter til i medierne for øjeblikket omkring vores sociale og psykiske situation i lockdown-Corona-tider. Jeg synes, at vinklingen i medierne kun fokuserer på det negative i vores »unaturlige« hverdag. Som »skoleforeningsmand«, så ser jeg livet som et langt dannelsesforløb, og i stedet for at se Corona-året som et tabt år, kunne vi måske også se det som et refleksions-afklarings- eller endda dannelsesår, eller måske et livsmodningsår.
I så fald ville det straks give andre og måske langt mere positive associationer og så at sige tale direkte ind i den fremtid, der ligger og venter på os ret forude. Det gælder både for os voksne, men jo især også for vores børn og unge. Livet er langt og kan definitivt ikke beregnes ud fra et Exelark! Det er Corona og dens samfundsmæssige konsekvenser i øjeblikket et tydeligt bevis på.
Vi bliver nødt til at acceptere endnu engang, at vi skal give plads og rum til ikke kun at gå den lige, rationelle udstukne vej fra A til B, fra vuggestue til studenterhue, uddannelse, familie, villa, Volvo, vovse, børnebørn og så til begravelse, når man nu er et menneske på vej igennem livet. Nej, vi bliver i disse tider massivt konfronteret med et livsvilkår, som hedder: det irrationelle må man ikke overse!

HKH Dronning Margrethe II, som er kendt for aldrig at komme med dumsmarte bemærkninger, men derimod med livskloge betragtninger, sagde i sin nytårstale 2017 bl.a.:
”Jeg vil her i aften komme med en lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer...”. ”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt.”
Selvfølgeligt har hun ikke ment corona-året og de vilkår, der i den forbindelse har fulgt med, men det passer fint til vores situation i øjeblikket, idet det blot er en anden måde at sige det samme på: livets vej er ikke en lige linje, men en snørklet sti med dale og bakker, lys og skygge, krinkelkroge og åbne vidder og meget mere. Og lige netop det er afgørende at holde sig for øje, når vi ser på vores nuværende situation, og når vi ser ind i fremtidens krystalkugle. 

Vi og vores børn skal være rustet til at navigere i de betydelige samfundsforandringer- og brydninger, der præger vores dagligdag i disse måneder og i hele den senmoderne, globaliserede verden, hvor det eneste, der er konstant, er forandring. Vores verden er nu og vil i fremtiden i endnu højere grad være præget af opbrud på alle områder, kræve omstillingsparathed og fleksibilitet i alle livsfaser.
Vore normale livsrytme er kommet ud af trit, og det er os voksne, der skal være de stærke, de positive rollemodeller for vores børn. Det er os, der bliver nødt til at formidle, at meget i sidste ende ikke kan planlægges, men at det ikke desto mindre kan være noget positivt.
Positivt i den forstand, at livet fortsætter, dag for dag. Vinteren giver os i disse dage sne og kulde, giver os muligheder for bevægelse og sjov udendørs. Daginstitutioner og skoler byder på mere end nødgrupper og digital undervisning. Trivsel er vigtigt, kommunikation er vigtigt – tal og snak med hinanden. Støt hinanden og støt jeres børn. Intet er så skidt, at det ikke også kan være godt for noget – også hvis det kun er lækker is:
skoleforeningen.org/nyheder/aktuelt/laekker-is