En travl tid

Nu er der kun 30 dage tilbage til børnenes sidste skoledag inden juleferien. Vi ser alle frem til, at juletidens fred og ro sænker sig over Skoleforeningens børn, medarbejdere, skolernes samarbejdsrådsmedlemmer og styrelsen. For som vi alle ved, er denne tid af året en meget travl tid, og alle har rigtig meget at se til i disse dage.

Udo Jessen

Mange af vores elever har lige været med til Operation Dagsværk, hvor flere tusinde elever fra hele Danmark og Sydslesvig hvert år frivilligt giver et dagsværk og tjener penge til fordel for et udviklingsprojekt. Eleverne lærer derved, at alle kan gøre noget og være med til at forandre noget - man skal bare komme i gang og vise engagement. Og det spiller ingen rolle, om engagementet udmunder i kropsligt arbejde (male vægge, stable brænde, vaske biler osv.) eller i en kreativ flashmob i Flensborgs gågade! Mange tak for jeres store engagement, der leverer tydeligt bevis på jeres sociale kompetence.

Skoleforeningen forvaltning har i disse dage fokus på at få genetableret samarbejdet med ZKE (Zentrum für kooperative Erziehungshilfe) og Landesförderzentrum Hören und Sehen. Jeg håber meget på, at det kan lykkes, så Skoleforeningen kan komme videre med at udarbejde inklusionskonceptet. For mig er det helt klart og væsentlig, at vores børn med særlige behov ikke må være tabere i et politisk spil!

Skoleforeningens medarbejdere skal muligvis til at vælge et nyt driftsråd på grund af en formel fejl ved sidste valg. Jeg vil ad denne vej understrege, at det er meget vigtigt for mig, at medarbejderne ved Skoleforeningen har en stærk medarbejderrepræsentation. At arbejdsgiveren og de ansatte ikke altid er enige om alt ligger i sagens natur, og retten til at oprette driftsråd og fagforeninger har i starten af det forrige århundrede kostet blod, sved og tårer og er i dag kendetegnet for et socialt, humanistisk tænkende, demokratisk samfund.
Jeg håber, at de to uenige parter (driftsrådet og gymnasielærerne) inden for overskuelig tid kan finde frem til en bærbar løsning, som tjener alle medarbejderes interesser.

På daginstitutionsområdet er der fortsat fokus på etableringen af vuggestuepladser. At gode læringsaktiviteter og pædagogernes faglighed er afgørende for børnenes fremtid opfattes af de fleste som en gammel traver. En ny undersøgelse, der giver et overblik over mere end 75 års international forskning på området, bekræfter dog denne sammenhæng. Det bestyrker mig i, at Skoleforeningens investeringer på vuggestueområdet er den rigtige vej og den rigtige måde at reagere på samfundets udfordringer. En god dagsinstitution er guld værd i forhold til barnets hele fremtidige liv.

Udo Jessen