En nødvendig beslutning

Udo Jessen

Leder februar 2020

Det nye år er knap nok rigtig i gang - vi er midt i februar - og alligevel er man helt fortumlet over, hvor hurtigt tiden løber.

Der har allerede nu fundet mange møder sted, og foråret og den tidlige sommer venter med store forældremøder og valg til Samarbejdsråd, Fællesrådet og Styrelsen. Der er meget at lave for de mange engagerede og dygtige forældrevalgte i Skoleforeningen. I Tirsdags holdte vi det store ekstraordinære fællesrådsmøde på A.P. Møller Skolen i Slesvig, og der var lagt op til at tage tunge beslutninger, som er med til at fremtidssikre Skoleforeningen som helhed.

 

Efter knap 18 måneders debat, workshops, regionale møder og hele fire fællesrådsmøder har de delegerede i Skoleforeningens øverste myndighed drøftet de konkrete forslag, som Styrelsen og direktionen havde sat på dagsorden. Med stor alvor og respekt over for det ansvar, der bæres, blev der med et stort flertal truffet de nødvendige beslutninger. Resultatet blev, at Skoleforeningen forhøjer forældrebidraget til børnehavebuskørsel med vores egne busser, reducerer transport for børnehavebørn i stort omfang samt nedlæggelse af tre skoler.

 

Jeg vil gerne endnu engang sige, at de tre skoler ikke blev nedlagt af besparelsesgrunde!

Sidste gang vi lukkede skoler på grund af besparelser var Christian Paulsen Skolen i 2011. Siden da har vi haft skolelukninger på grund af manglende elevtal og det dermed forbundne forældreønske om lukning. Med Risby, Bøl-Strukstrup og Kobbermølle er baggrunden for en lukning en kombination af af lavt elevtal, store transportomkostninger og større skoler/alternativer i nærområdet.

At de dermed sparede driftsomkostninger gavner Skoleforeningens økonomi og dermed helheden er ingen hemmelighed og selvfølgelig rigtigt - men Skoleforeningens dårlige økonomi var ikke som sådan grunden til at lukke disse enheder!

 

På de store linjer vil kun en tilpasning af vores overenskomster med de danske overenskomster på lærer- og gymnasielærerområdet kunne bevirke noget vedrørende vores struktureltbetingede økonomiske problemer. Vi bliver derfor nødt til at have overenskomster, der igen er sammenligneligt med de danske.

Jeg forstår dog ikke, at nogle stadigvæk kan være i tvivl om, at forandring på dette område kun kan foregå via forhandlinger, det vil sige dialog og kommunikation. Forudsætningen er selvfølgelig en indsigt i nødvendigheden og en gensidig respekt.

I Flensborg Avis blev jeg forleden spurgt, hvad vi som arbejdsgiver egentlig kan tilbyde vores medarbejdere, og jeg vil med al fornøden respekt sige, at vi ved Dansk Skoleforeningen kan tilbyde en fremtidssikret arbejdsplads, en god løn, gode rammebetingelser med hensyn til bostedet og overenskomster på de pædagogiske områder, som er sammenligneligt med de danske.

 

Elever, ansatte, forældre og alle de mange engagerede forældrevalgte repræsentanter i samarbejdsråd, fællesråd og Styrelse er hver især og som helhed dem, der udgør foreningen. Vi er alle Skoleforeningen! Vi er alle med til at sikre den organisation, som passer, uddanner, danner vores børn, som sikrer vores månedlige indtægt, og som er en garant for mindretallets beståen hver eneste dag.

Samfundet forandrer sig, mindretallet forandrer sig, og det skal vi forholde os til med rettidig omhu. Fremtidssikring og forudskuende handling er derfor ikke noget ominøst og useriøst, men en absolut nødvendighed for os.

Det var derfor, vi i 2018 kom med et strukturudviklingskatalog. Det blev desværre af mange opfattet som et besparelseskatalog. Det var det ikke, og derfor vil det komme igen som en version 2.0, men i en anderledes tilrettelagt proces. Det er vigtigt, at vi diskuterer vores ledetråde for de næste mange år ud fra nogle klare kriterier. Et klart blik på realiteterne og de fremtidige udfordringer er fundamentet for at kunne fremtidssikre Skoleforeningen og dermed mindretallet.