Både ked af det og glad for det

Udo Jessen

På det sidste fællesrådsmøde har en nærmest enstemmig forsamling stemt for Styrelsens forslag om at bede Sydslesvigudvalget at sætte en undersøgelse af Skoleforeningen i gang. Ønsket om, at Sydslesvigudvalget skal sidde for bordenden ved en sådan undersøgelse har ført til forundring, forbavselse og spørgsmål om habilitet, kunne man forleden læse i Flensborg Avis. Nu kunne man selvfølgelig have spurgt os i Skoleforeningen om yderligere information - men ok. 

Men hvorfor har vi valgt at gå denne vej? Skoleforeningen er igennem de seneste måneder blevet konfronteret med et krav om en uvildig ekstern strukturundersøgelse. Kravet er blevet fremsat af nogle fællesrådsmedlemmer. Hændelserne i Fælles Landboforening, hvor der tales om nepotisme, for høje lønninger, mangelfulde forvaltningsprocedurer og så videre, har fået nogle enkelte til at så tvivl om Skoleforeningen integritet og om, hvorvidt foreningen lever op til det, vi skal. En forsidehistorie samt et læserbrev i Flensborg Avis, som prøver på at skandalisere helt almindelige forretningsgange, har gjort sit til at skabe en stemning, som uden tvivl er skadelig for vort omdømme.

 

Men Skoleforeningens omdømme kan og må ikke stå til diskussion. Det gælder især i forhold til Sydslesvigudvalget. Skoleforeningen er en stor professionel, seriøs mådeholdende forening med et godt omdømme, og det må ikke blive beskadiget af nogle. Som menneske og forening kan og må man miste meget - men aldrig sin integritet!

I Styrelsen mener vi, at situationen er alvorlig og har derfor bedt Fællesrådet om, at Sydslesvigudvalget sidder for bordenden i forbindelse med undersøgelsen.

Det er et godt tegn, at Fællesrådet har været enige i, hvis tilskudsgiveren i form af Sydslesvigudvalget ”sidder ved bordenden” og dermed garanterer for, at alt kører efter drejebogen. Det have været ønskværdigt, at Sydslesvigudvalget »bare« havde fulgt denne logik, men sådan gik det desværre ikke. Sydslesvigudvalget har ikke nogen mistanke om, at der er noget galt i Dansk Skoleforening, og dermed var der efter deres mening ingen argumenter for at sætte en grundig ekstern undersøgelse i gang. Udvalget kunne på ingen måde se noget sammenligneligt med situationen omkring fælleslandboforeningen - og det vigtigste og største argument: der hersker ikke den mindste tvivl omkring vores seriøsitet og integritet! 

Avisartikler, læserbreve, enkelt frembragte påstande om dårlig økonomistyrelse og/eller ikke fremliggende valide talmateriale er ikke noget argument for at sætte noget stort i gang fra dansk side. Så vægter armslængdeprincippet mellem udvalget og Skoleforeningen simpelthen højere. 

Det kan jeg aldeles godt forstå, og selv om jeg er ked af beslutningen, så er jeg rigtig meget glad for at have været til møde med Sydslesvigudvalget og endnu engang  fået bekræftet, at vores tilskudsgivere på den danske side ikke mangler tillid til os. 

 

Skoleforeningen har BDO, og Skoleforeningen har den fornødne kapacitet til selv at sætte en undersøgelse i gang, er holdningen i Sydslesvigudvalget.

Annie Matthiesen, som er formand for udvalget, siger helt klart, at Sydslesvigudvalget ikke er i tvivl om, at Skoleforeningens forvaltning har styr på tingene og dermed ”har sit på det tørre”. Hun siger, at »det er ikke noget, vi overhovedet i Sydslesvigudvalget har nogen bekymring om«. 

 Denne vurdering er langt den største del af Skoleforeningens styrelse enige i. Vi har fuld tillid til direktionen og vore ledende medarbejdere i afdelingerne, herunder økonomifunktionen. At vi og Sydslesvigudvalget har grund til den tillid, er også noget, som vores revisionsfirma BDO bekræfter. Skoleforeningens arbejdsgange er, så langt det er muligt, præget af åbenhed, gennemskuelighed, god forvaltningsskik, effektivitet og sparsommelighed. BDO er anerkendt langt ud over de sydslesvigske grænser. BDO er en af de største aktører på revisionsmarked ikke kun i Danmark, da de har mere end 60.000 ansatte i mere end 150 lande i hele verden. Når vi omtaler BDO som »vores revision«, er det derfor rent sprogligt og ikke fordi de afleverer bestillingsarbejde!

 

Jeg er meget glad over den tillid der udvises over for os, og udvalget har også helt klart meldt ud, at der er stor velvilje til at hjælpe os med at få brudt dødvandet i Skoleforeningen.

De avisartikler, udsagn og kroniker, som kom efter Skoleforeningens beslutning om at fremsætte ønsket til Sydslesvigudvalget, har jeg taget til efterretning, men jeg er stadigvæk meget forundret over, at andre mindretalsorganisationer mener at kunne kommentere og prøve at tage indflydelse på Skoleforeningens interne anliggender.  Spørgsmålet omkring Sydslesvigudvalgets habilitet, som blev rejst, vil jeg slet ikke bruge bogstaver på. Det ligger uden for min tankeverden at sætte spørgsmålstegn ved denne. Det må ophavsmanden forklare og forsvare, hvis der er behov.  I Skoleforeningen arbejder vi altid på at udvikle os. Vi er i øjeblikket på samme tidspunkt »kede af« og »glade for« Sydslesvigudvalgets afgørelse. Vi arbejder altid for hele Skoleforeningens bedste og også her gælder nu: Vi arbejder på sagen, og vi står ikke alene.