Ansvar, engagement og anerkendelse

Udo Jessen -865527172

Kære alle,

Som forældre kender vi ud over det normale til ansvar, engagement og anerkendelse. Vi har valgt at blive forældre til vores børn. Vi følger dem frem til den dag, hvor de selv tager ansvar for deres liv ude i den store verden. Med ansvar kommer engagement som ledsager. Vi ønsker at blive inddraget, og vi forpligter os i forhold til noget eller nogen netop, fordi vi er forældre. Det er ikke noget vi vælger – nej det følger bare med!  I hvor stor en grad man ønsker at blive inddraget, delagtiggjort eller forpligtet af institutioner og mindretalssamfundet er selvfølgeligt bestemt af ens egen vilje, men der er dog nogle ting, som ikke kan fravælges. Vi har som forældre valgt at sætte vores lille skat i en dansk vuggestue eller en dansk børnehave. Dermed afleverer vi en del af ansvaret til de professionelle fagligt dygtige medarbejdere, som Skoleforeningen har. Men der er nok ansvar tilbage til os. Måske taler vi dansk, måske taler vi ikke dansk endnu og ønsker at lære det, måske ønsker vi at engagere os i bestyrelser, måske ønsker vi at engagere os, idet vi bager en kage til en sommerfest eller giver en hånd ved arbejdsdagen, og måske så ønsker vi ikke at engagere os ud over, at vi ønsker at blive delagtiggjort i barnets udvikling gennem informationer fra institutionen.

Mennesker er forskellige, og vores evner, formåen, energi, og overskud er meget forskellig, så ingen skal have dårlig samvittighed, fordi man har truffet det ene eller andet valg og niveau af engagement. Vi er alle kun mennesker!  Mindretallet er for dem, som  vil, og vil man være del af det danske mindretal, så hører tilegnelsen af sproget nok til de fundamentale forventninger, som vi som Skoleforeningen, men også mindretallet som helhed, har lov til at have.

Det danske sprog er vigtigt, for ellers så svigter vi vores børn i deres vej gennem et dansk uddannelsessystem, som starter i vuggestuen og måske afsluttes med et studenterbevis. Jeg er godt klar over, at ikke alle magter at lære nye sprog i voksenalderen, men alle kan prøve det. Danskkurserne inden for mindretallet er sådan i det små startet igen, men vi bliver nok nødt til at være lidt tålmodige endnu med at have normalitet igen på området på grund af pandemien.  Meget vigtigt er også, at alle, der føler sig tilknyttet det danske mindretal, alle der vedkender sig det danske mindretal, alle der har besluttet, at deres sindelag er mere dansk end tysk, er ligeberettigede medlemmer af systemet. Styrelsen har på sit sidste møde her i august måned derfor endnu en gang enstemmigt bekræftet, at ”alle er lige”, ligegyldigt om man nu er første generation sydslesviger eller i mere end tre/fire generationer har været en del af det. Dette ”alle er lige” gælder også på det foreningsmæssige/organisatoriske plan i Det sydslesvigske Samråd. Også det er Styrelsen enige om. Det gør mig personligt meget glad, at Skoleforeningen i alle år med skiftende Styrelser holder fast i at have en ”anerkendende” politik over for alle vores forældre og over for alle, der føler sig tilknyttet det danske mindretal. Jeg går ud fra, at vi alle prøver på at gør vores bedste for vores børn og for samfundet. 

 

Skoleåret er startet, og der blev hilst på mange nye forældre i vuggestuer, børnehaver og skoler, og selvom deres, jeres, vores børn stod i centrum den dag (det manglede da bare hvis ikke) så var det også en stor dag for os voksne.  Nu efter de første uger har alle de nye unge ansigter på institutionerne sikkert fundet ud af, hvor deres klasseværelse/stue befinder sig, og hvor de har deres siddeplads. Man ved hvor wcerne er, og måske har man på skolerne også fundet ud af, hvor kontoret er, og hvem der er pedellen (meget vigtig person). Men det vigtigste er, at man kender til sine lærere, sine pædagoger og har tillid til, at de vil én det bedste. Det er vigtigt at kende til den vigtigste grund til at gå i skole overhovedet , for uden skolegang ingen ferie. Tillad mig at citere en ung filosof fra det forrige århundrede: ”Det er aldeles uretfærdigt! Jeg finder mig ikke i det (…) Om fire måneder er det jul, og så får I juleferie. Men jeg, hvad får jeg? (…) Ingen juleferie, ikke den allermindste lille juleferie får jeg.” (Pippilotta Viktualia Rullagardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe 1946) Også for Styrelsen begyndte der et nyt skoleår, og med klausur og styrelsesmøde havde vi to meget vigtige fysiske møder i de seneste uger. Pandemien går meget ud over mødeform og indhold, så vi brugte en hel klausur-dag på teambuilding, lære hinanden bedre at kende, finde ud af, hvad vi vil, hvordan vi vil opnå hurtige resultater, og vi fik nedsat diverse udvalg. Den ”nye” Styrelse er vokset endnu et stykke mere sammen til et team og går med meget energi og engagement ind i dette skoleår.

Der arbejdes på mange sager.