Sydslesvig har frie og stærke enkeltforeninger

Skoleforeningens styrelse ser ikke noget behov for en konsulentundersøgelse om mindretallets struktur.

Skoleforeningen

Skoleforeningens styrelse diskuterede på det seneste møde den konsulentundersøgelse af den sydslesvigske organisationsstruktur, som nogle inden for mindretallet gerne vil sætte i gang. På det seneste møde i det sydslesvigske Samråd kom Sydslesvigsk Forening (SSF) med det forslag, at formændene i samrådets organisationer sætter sig sammen for at finde ud af, hvad det er, en konsulentundersøgelse skal indeholde. Skoleforeningens formand, Udo Jessen og næstformand Birgit Jürgensen-Schuhmacher, meldte dengang ud, at det var noget, de først ville drøfte med deres styrelseskollegaer.

Utroværdig

Skoleforeningens direktør Lars Kofoed Jensen lagde på styrelsesmødet ud med, at det ville være utroværdigt, hvis man deltager i en arbejdsgruppe, som skal se på en undersøgelses indhold, hvis man slet ikke ønsker en undersøgelse. Derefter var det næstformanden, der berettede fra samrådsmødet:

- Vi har ikke et problem i forhold til mindretallets struktur. Vi har en manglende vilje hos nogle aktører til at acceptere, at vi er lige meget værd alle sammen og en manglende vilje til at løse udfordringer i fællesskab, sagde Birgit Jürgensen-Schuhmacher.

Udo Jessen supplerede: Vi tror på frie, stærke enkeltforeninger, men vi vil selvfølgelig ikke stå i vejen for, hvis nogle af de andre organisationer ønsker at fusionere.

Ingen argumenter

Skoleforeningens styrelse kunne under debatten ikke få øje på et eneste argument for at ændre på en struktur, der gør det muligt at flere hundred af Skoleforeningens forældre engagerer sig i foreningen og har en direkte medbestemmelse på Skoleforeningens kurs.

- Jeg kan ikke se noget som helst, der taler for at ændre strukturen, derfor giver en strukturundersøgelse ingen mening, sagde Søren Harnow Klausen

I den efterfølgende afstemning stemte styrelse med en afholdelse for, at Skoleforeningen ikke deltager i arbejdsgruppen og i en konsulentundersøgelse.