Run på efterskolerne

Efterskolernes dag på A. P. Møller Skolen.

Dkfaefterskole -978014039

Ca. 250 sydslesvigere, mest elever og deres forældre, var forleden med til Efterskolernes Dag på A.P. Møller Skolen i Slesvig. I alt 18 danske efterskoler og Ladelund Ungdomsskole benyttede sig af muligheden til at præsentere sig for de sydslesvigske elever, der overvejer at tage på en efterskole.

Skoleforeningens konsulent for uddannelse og job, Stephanie Schönbeck-Graf, var godt tilfreds med arrangementet.

- Der har været nogle gode samtaler og jeg ved, at nogle af efterskolerne har fået aftaler med nogle af de unge om et besøg. Det samme gælder vores initiativ »14 dage på efterskole«, hvor vi sender unge sydslesvigere afsted, siger hun.

Et stort emne til Efterskolernes Dag var også nyheden om, at Skoleforeningen i fremtiden vil sende alle 7. Klasser afsted på et 24 timers efterskolebesøg.

- Det kommer til at få en kæmpe virkning, især at forældrene, som henter eleverne efter de 24 timer, ser efterskolerne, siger Stephanie Schönbeck-Graf.

En stor oplevelse

Det var både eleverne og deres forældre enige i.

- Det bliver en stor oplevelse for de unge, var der flere, der sagde.

Og efterskole er noget for alle. Der er en bred vifte af skoler lige fra idrætsefterskoler til efterskoler med håndværk eller rollespil.

- Mødet med Danmark kan slet ikke overvurderes, mener A. P. Møller Skolens skolevejleder Sven-Ulf Jansen.

- Vi mister ikke elever, når de tager til Danmark i et år. Eleverne vinder noget, og de får en helt anden tilknytning til Danmark, siger han.

En af de efterskoler, som håber at kunne tage imod sydslesvigske elever, er efterskolen Epos på Als.

Efterskolen Epos er for dem, der er rollespillere, cosplayere, skuespilleren, taktikeren eller bogslugeren.

Epos er en af de efterskoler, som tilbyder et 14 dages ophold for elever fra det danske mindretal, og dansklærer Simon Steen Hansen glæder sig til det nye initiativ med 24 timer på efterskolen.

- Vores skole har jo blandt andet 1864 på undervisningsplanen, og det er selvfølgelig ekstra spændende at have elever med på holdet, som kommer fra de steder, 1864 omhandler.