Efterskoleelever fra Sydslesvig er en berigelse

Efterskoleophold. Grænseforeningen, Dansk Skoleforening og Efterskoleforeningen har i oktober afholdt et arrangement på Christianslyst. Formålet var at bane vejen og styrke muligheden for, at sydslesvigske og danske skoleelever kan møde hinanden på de danske efterskoler.

Dkflaefterskole -4413581

I oktober var 50 lærere fra efterskoler i Danmark og lærere fra de danske skoler i Sydslesvig sammen på Kursus- og Lejrskolecentret Christianslyst.

Formålet med mødet var at etablere forbindelse mellem danske efterskolelærere og lærere fra de danske skoler i Sydslesvig, så man kan få flere unge sydslesvigere på et 14 dages gæsteophold på en efterskole i Danmark.

Indholdet af kurset skulle orientere lærere fra de danske efterskoler om hverdagen for elever i de danske skoler i Sydslesvig. Elever, der vokser op i et mindretal blandt en flertalsbefolkning. Og de specielle forhold der gør sig gældende, når undervisningen i skolen i dansk og tysk foregår på modersmålsniveau.

De sydslesvigske lærere kunne så samtidig skabe forbindelser til lærere og nøglepersoner fra de danske efterskoler.

Det personlige møde

- Jeg fik mange gode kontakter til personer på danske efterskoler, fortæller læreren Hiltje Virsema.

Hun synes, at kurset på allerbedste vis levede op til formålet. Hun fik kontakter, og hun fik reserveret et par pladser på efterskoler i Danmark.

- Jeg fik både reserveret en plads til et weekendophold og til 14 dags ophold. Nu skal jeg så hjem og se, om der er elever, der er interesseret i et sådant ophold, siger hun.

Hun synes, at kurset var meget inspirerende.

- Det er det personlige møde med lærerne fra efterskolerne, der er det afgørende. Det er der, vi giver hinanden inspiration, det er der, vi får skabt kontakterne, og det er der, vi får udvekslet de oplysninger, der gør det videre arbejde overkommeligt. Jeg glæder mig til at komme hjem og arbejde videre, siger Hiltje Virsema.

Efterskole på Fyn

Lucca Nymand er fra efterskolen Flyvesandet på Nordfyn. De har for tiden tre elever fra Sydslesvig, der er på et »14 dage på efterskole« besøg.

Hun er enig med Hiltje Virsema i, at det er det personlige møde, der er det afgørende for kurset.

For de danske efterskoleelever er det også en stor gevinst, at der er elever fra Sydslesvig på skolen. Det er ikke kun sydslesvigerne, der få noget ud af det.

- Vores danske elever finder ud af, at der findes et dansk mindretal, og at man kan være dansk, selvom man bor i Tyskland. Det er stort for dem, siger hun.

To af de tre elever, der for tiden er på »Efterskolen Flyvesandet«, vil nu arbejde på, at de senere kan blive årselever på skolen.

Eleverne fra Sydslesvig betaler ikke selv for de 14 dage, de er på skolen. Udgifterne afholder efterskolerne selv.

Orientering om tilskud til de sydslesvigske elever, der gerne vil på efterskole, får forældrene ved at henvende sig Dansk Skoleforening for Sydslesvig.