Driftsrådsvalg i Skoleforeningen

Banner

Skoleforeningens mere end 1600 ansatte skal til at vælge et nyt driftsråd.

Mandag, den 07. maj afholdes der driftsrådsvalg i Dansk Skoleforening for Sydslesvig. Det kan enten ske ved, at man møder op i mødelokalet Island på Christian Paulsen Skolen i Flensborg mellem klokken 9 og 16 eller ved brevvalg. De nødvendige valgpapirer udsendes sammen med en vejledning. Brevene skal være i hænderne på valgbestyrelsen senest klokken 12 samme dag.

Medlemmerne skal stemme på valglister. Alle valgberettigede medarbejdere kan indlevere forslagslister inden fredag, den 06.04.2018 kl. 12:00 i skriftlig form til valgbestyrelsen. Forslagslisterne skal være underskrevet af mindst 50 valgberettigede medarbejdere.

Indleveres der flere forslagslister, foregår valget efter reglerne for listevalg (Listenwahl). Bliver der kun indleveret ét gyldigt valgforslag, foregår valget efter reglerne for personvalg (Personenwahl). Den offentlige stemmeoptælling finder sted mandag, den 07.05.2018 fra kl. 16:00 i mødelokalet Island.

Der skal vælges 17 medlemmer til Driftsrådet. Mindst fire af dem skal være mænd, som er mindretalsgruppen i Skoleforeningen, da der er ansat 1129 kvinder og 402 mænd ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig e.V.