Den gode skole i Sydslesvig

Fællesrådsmøde med workshop om læreplansarbejdet. Evaluering i november.

Fællesra ̊dsmøde -791412640

Også på fællesrådsmødet i Husum fik fællesrådsmedlemmerne mulighed for at komme med deres indspark til det læreplansarbejde, der er i gang i Skoleforeningen lige for tiden. Under overskriften »den gode skole« blev der arrangeret en workshop, hvor forældrerepræsentanterne drøftede ni væsentlige spørgsmål, som skal indarbejdes i læreplanerne. Det var blandt andet, hvordan der kan skabes rum for læring, trivsel og rammer til en alsidig udvikling.

Resultaterne af workshoppen drøftes på et møde i starten af november.

For også at fastholde bevidstheden om den dannelsesmæssige ramme, som Skoleforeningen arbejder i, med og ud fra, er der blevet udarbejdet en fælles indledning til alle fagene, der, udover at redegøre for de nye læreplaners opbygning og terminologi, fastholder, hvad vi vil med det at drive dansk skole i Sydslesvig. Den fælles indledning har været til høring i styrelsen, læreplansudvalgene og Skolepædagogisk Råd.

De nye læreplaner, som skal træde i kraft i skoleåret 2018-2019, bliver gældende for 1.-10. klasse. Læreplanerne bliver bindende for undervisningen og skal opfylde de faglige krav, som stilles i de officielle slesvig-holstenske Iæreplaner for grundskolen 1.-4. klassetrin og fællesskolen 5.-10. klassetrin, men kommer ellers i form og indhold til at ligge så tæt op ad de danske læreplaner – forenklede Fælles Mål - som muligt.

Fælles for de nyeste læreplaner i både Danmark og Slesvig-Holsten er, at der i højere grad er fokus på, hvad eleven skal lære, end på hvad der skal læses. Netop derfor vil Skoleforeningens nye planer for undervisningen også hedde læreplaner og ikke, som tidligere, læseplaner.

Læreplanerne for fagene knytter an til det pædagogiske arbejde, som dagtilbuddet ud fra pædagogiske læreplaner er forpligtet på. Læreplanerne er derfor også på tværs af fagene en ledetråd for skolens pædagogiske arbejde fra vuggestue til gymnasium ved Skoleforeningen.

På Fællesrådsmødet i marts vedtog Fællesrådet læreplanernes fagformål for alle fag. På mødet var der skabt mulighed for at fællesrådsmedlemmerne kom tæt på fagformålene og de ressourcepersoner, der er i gang med udviklingsarbejdet. Her kom der gode input til det videre arbejde. Til efteråret 2017 vil en sparringsgruppe fra Fællesrådet blive hørt yderligere. Læreplanernes officielle høringsfase starter i januar 2018, og parallelt hermed vil der blive gennemført tjenestelige møder for alle lærere i indføring af de nye læreplaner.

Desuden vil de tidligere udarbejdede evalueringsskemaer blive tilpasset de nye læreplaner og, såfremt Fællesrådet beslutter dette, i fremtiden danne udgangspunkt for officielle standpunktsbedømmelser. Under alle omstændigheder vil evalueringsskemaerne blive et planlægnings- og evalueringsredskab for faglærerne og et dialogisk samtaleredskab for lærer og elev- og skole og hjemsamtalen.