Delstatsinitiativ for mere ligestilling

Forbundsregeringen skal ligestille de danske skoler med det tyske, når de deler ud til sanering og renovering af bygninger, siger delstatens mindretalskommitterede Johannes Callsen.

Dkfacallsen -987414139

Den slesvig-holstenske landsregering vil starte et initiativ, som kræver, at det bliver muligt, at de danske skoler og dagtilbud i Sydslesvig bliver omfattet af den pulje, hvor forbundet stiller penge til rådighed til sanering af blandt andet skolebygninger. Det sagde landsregeringens mindretalskommitterede Johannes Callsen (CDU) på et møde med Skoleforeningens formandskab og direktion i Slesvig forleden.

- De institutioner, som ikke er kommunale (Freie Träger), har de samme udfordringer som de offentlige institutioner, når det handler om energetisk sanering eller renoveringer. På det område har vi brug for, at tilskudsreglerne bliver ændret, sagde Johannes Callsen.

Helt logisk

Skoleforeningens formand Udo Jessen hilser initiativet velkommen.

- Det er helt logisk, at alle dem, der uddanner børn og unge, på lige fod kan få gavn af disse midler. Alle børn er lige meget værd, og det samme er alle skatteborgere, uanset om de har børn på en offentlig tysk skole, en dansk skole eller en tysk privatskole, sagde han.

Det var første gang, at Johannes Callsen besøgte Skoleforeningen i sit nye embede. Og han tog sig god tid til både at få en rundvisning på Gottorp-Skolens børnehave og skolen. Her fik han et godt indtryk af mindretalsskolernes forskelle og ligheder med de offentlige tyske skoler.

- Det økonomiske pres er det samme, uanset om man driver en dansk eller en tysk skole, sagde Udo Jessen.

Det, der er forskelligt er pædagogikken og Johannes Callsen var meget nysgerrig omkring blandt andet førskolearbejdet, altså overgangen mellem børnehave og skole. Her er de to institutioner i Slesvig eksemplariske. Den glidende overgang er ikke kun pædagogisk, men også fysisk, idet den bygning, hvor førskoleeleverne fra tre danske dagtilbud holder til, ligger midt imellem Gottorp-Skolens børnehave og skolen – med en direkte tilgang til begge institutioner.

Andre emner var vuggestueudviklingen og skolefritidsordningerne.

Det andet politiske emne, der blev diskuteret på mødet, var dagtilbudskontorets udfordringer med at sende danske skrivelser ind til de tyske myndigheder. Mens der på skoleområdet stort set ikke er problemer i forhold til undervisningsministeriet i Kiel, er der udfordringer for dagtilbuddene i Flensborg by. Tilsynet med dagtilbudsområdet for de amtsfrie byer i delstaten ligger ved forvaltningen i byen Kiel, og her kræver man tyske oversættelser på alt dokumentation, om det nu er en regning eller et pædagogisk koncept.

- Vores egne, men også myndighedernes, krav til dokumentation bliver større og større. I forhold til de amter der har danske daginstitutioner er det helt uproblematisk, at vi sender vores dokumentation på dansk. Men sådan er det ikke i Kiel, og det giver os en masse unødvendigt arbejde, sagde dagtilbudschef Petra von Oettingen, og Johannes Callsen lovede at se på sagen.