Udstilling om Holocaust på A. P. Møller Skolen

Ofre for Nazisternes diktatur blev mindet i kunst.

Dkflaholokaust -44568532

Den historiske og den etiske profil i 11. årgang på A. P. Møller Skolen har siden november arbejdet med en udstilling om holocaust. Det intensive arbejde mundede så ud i en udstilling i anledning af den internationale mindedag for holocaustofrene i slutningen af januar. Eleverne deltog blandt andet i en workshop på ungdomsgården »Scheersberg« og var på en tur i Berlin for at se på historiske steder. Udstillingen havde mange forskellige elementer. De unge havde både produceret kunst, fotografi, film og skrevne tekster.

- Det var meget produktivt, at eleverne kom ud af de almindelige undervisningssituationer for at kunne fordybe sig i projektet, siger deres lærer Jan Schlüter.

- Det gør, at eleverne bliver meget grebet af et emne, siger han.

Formanden for Sydslesvigsk Oplysningsforbund, som har været med til at finansiere projektet, roste til udstillingsåbningen de unge kunstnere.

- Det er et vigtigt bidrag til mindekulturen. Det er dejligt, når vi får sådan nogle ansøgninger, og vi støtter dem gerne, sagde Georg Buhl.

En af udstillingens fokusområder var Svend Johannsens skæbne. Johannsen er nok en af de mest fremtrædende sydslesvigere under og efter anden verdenskrig og har siddet i koncentrationslejren Sachsenhausen-Oranienburg. Eleverne har skrevet en artikel til online-encyklopædien Wikipedia om Svend Johannsen.

 

Uddrag fra udstillingens Wikipedia-artikel

Svend Johannsen (født 15. oktober 1903 i Flensborg, død 16. februar 1978 i Vesterholt ved Vester Ørsted) var distriktsskoleinspektør samt politiker for SSW ved det danske mindretal i Sydslesvig. Han var antinazist og sad i koncentrationslejr en periode under anden verdenskrig.

Liv og arbejde

Svend Johannsen blev bortvist fra en højere tysk skole, Oberrealgymnasium, i 1920, men tog efterfølgende studentereksamen på Haderslev Katedralskole i 1923. Efter at han blev cand.theol. i 1930, tog han lærereksamen i 1932 fra KFUM's Seminarium på Frederiksberg. han var blandt andet leder af Ansgar-Skolen i Slesvig by.

Svend Johannsen var imod tyskernes truende besættelse af Danmark, hvilket han skrev i et brev til sin kone i 1940. Det er grunden til, at han blev indsat i forskellige fængsler og senere også i koncentrationslejren Sach-senhausen-Oranienburg. Han var fængslet fra den 29. maj 1940 til den 16. september 1941. I 1948 blev SSW grundlagt, og Svend Johannsen blev dens første formand indtil 1949. Han var distriktsskoleinspektør for de fem sydlige sydslesvigske amter 1954-1969 og for hele Sydslesvig uden for Flensborg i 1969-1971. 

Naziperioden

Som dansksindet sydslesviger stod Svend Johannsen i skarp modsætning til det tredje rige. Da han sendte en brev til sin kone, hvori han skrev om sin modstand meod tyskernes truende besættelse af Danmark, blev han taget til fange af Gestapo, der havde opsnappet brevet. Han var fængslet i seks fængsler, hvorefter han kom til koncentrationslejren Sachsenhausen-Oranienburg.. Hver dag blev der opråbet nogle få, der slap fri, og den 16. september 1941 var det Svend Johannsen, der blev råbt op og kom fri. Det skete på grund af vedvarende pres af den danske regering imod hans fangeskab. Efter at han kom hjem til Slesvig by, var han interneret fra 1941 til 1945. Han måtte ikke forlade byen og skulle melde sig ved politiet hver dag. I hans dagbog fastholdt han sine oplevelser.