Tæt på en anden skolehverdag

Kontakten til Danmark giver både nye venskaber og en forstålse for sproglige forskelle.

Dkflavesterland -024611531

Vesterland-Kejtum Danske Skole var forleden på lejrskole i Oure. Det var hele skolen, der var taget afsted, for at besøge friskolen i den sydfynske landsby.

Ved hjælp af Grænseforeningen havde de to skoler sidste år fået kontakt til hinanden, og man blev hurtig enige om, at en udveksling med hele skolen ville være et spændende projekt.

Lærere fra de to skoler har så siddet sammen for at planlægge et forløb for, hvordan en udveksling kunne se ud.

- Det har været en rigtig god oplevelse, siger skoleleder Lisbeth Mikkelsen-Buhl fra Sild.

- At vi organiserer en lejrskole, hvor hele skolen tager afsted, er jo i sig selv noget særligt, men for os har det været vigtigt, at vi ikke kun var os selv på tur i Danmark, men at vores elever har mulighed for at møde andre unge, siger hun.

En sej tur

Efter en meget intensiv halv uge er eleverne trætte men glade. Pia og Kay, der går i 6. klasse på Vesterland-Kejtum Danske Skole har fået nogle nye venner. De to piger har nydt at være sammen med de danske unge, som de faktisk ikke synes er meget anderledes end dem selv.

- Vi har været sammen i nogle blandede grupper, hvor der altid var to elever fra Oure og en fra Sild. Vi har løst forskellige opgaver sammen, og vi har haft tid til at snakke sammen, fortæller Pia.

- Det var en sej tur, meget bedre end jeg havde troet, og vi glæder os meget til, at de kommer og besøger os på Sild næste år.

- Så skal de selvfølgelig se stranden og promenaden i Vesterland. Måske møder de endda nogle kendte, siger Kaja og griner.

Hun synes, det var nemt nok at komme i kontakt med eleverne fra friskolen. Hendes skoleleder Lisbeth Mikkelsen-Buhl mener, at det har været en god og vigtig oplevelse for børnene.

- Der var god tid til, at børnene kunne lære hinanden at kende. Lærerne og forældrene på Oure har lavet en kæmpe indsats og vist et stort engagement. For de sydslesvigske børn har det ikke mindst været en sproglig oplevelse. De fik talt rigtig meget dansk, fortæller Lisbeth Mikkelsen-Buhl.

Bandeord

- De fik da også hørt et andet dansk, end de er vant til hos os, for eksempel når de fynske unge bander. Men det er en god mulighed til at forklare vores børn, at nogle bandeord ikke er grim på samme måde i Danmark som i det tyske sprog. Man bruger det på en anden måde i Danmark, og det viser børnene, at der er nuancer ved nogle begreber fra et land til et andet, siger Lisbeth Mikkelsen-Buhl.

- Lærerne fik rigtig meget ud af besøget. Det er jo et kulturmøde, og det er en mulighed for, at vi kan se en anden skolestruktur. Det var rigtig godt at få diskuteret skole med nogle lærere, der har et andet perspektiv, og faktisk føler vi, at den måde vi laver skole på i Oure og i Vesterland ligner hinanden meget, siger hun.