Samspil med kommunalpolitikerne

Skoleforeningen har en vigtig samarbejdspartner i SSWs kommunalpolitikere

DKFLADKFLAJaruplund Bornehave _14

Når det handler om finansieringen af de danske dagtilbud og skoler, har samspillet mellem Skoleforeningen og SSWs politiske repræsentanter i kommunerne en stor betydning for, at mindretallet kan opnå ligestilling.

Skoleforeningens dagtilbudschef Petra von Oettingen og afdelingsleder Olaf Runz var forleden til et møde med kommunalpolitikere fra SSW for at give dem nogle input til deres daglige arbejde.

For det handler om at have sine argumenter i orden, når tilskudsønsker fra Skoleforeningen skal retfærdiggøres over for de andre partier og forvaltninger i kommunerne.

- Når vi taler om tilskud til dagtilbud, er udgangspunktet, at de skal ligestilles. Vi hører gang på gang, at der i kommunerne siges, at der jo er plads i en af kommunens egne børnehaver eller vuggestuer. De mener, at forældrenes krav om at få stillet en dagtilbudsplads til rådighed dermed er indfriet, siger Petra von Oettingen.

Entydig lovgivning

Men sådan er det slet ikke.

- Lovgivningen er helt entydig. Medlem af det danske mindretal får ikke opfyldt deres retskrav om en dagtilbudsplads, ved at få stillet en plads i en tysk institution til rådighed. Kommunerne skal derfor finansiere mindretallets dagtilbud på lige fod med deres egne eller for den sags skyld dagtilbud, der drives af andre organisationer, siger hun.

Men for Kommunerådsmedlemmerne gælder det ikke kun om at kende reglerne. Der er også brug for fingerspidsfornemmelse. For det er selvfølgelig også områder, hvor reglerne ikke er så entydeige, som ved driftstilskuddene. Det er de såkaldte frivillige ydelser, for eksempel på byggeområdet.

- Her siger lovgivningen, at hvis kommunen investerer for eksempel i en af deres egne børnehaver, skal andre organisationer, der driver børnehaver i kommunen, tilgodeses passende eller rimeligt, fortæller Olaf Runz.

- Så er det store spørgsmål, hvad rimeligt betyder i denne sammenhæng. Det kan forskellige kommuner have en meget forskellig opfattelse af.

- Det er blandt andet her, at SSW har en uundværlig rolle. For rimelig betyder, at de institutioner, som ikke drives af kommunen, skal have cirka det samme. Ikke her og nu, men som princip. Og det er SSWs kommunalpolitikere med til at skabe en forståelse for, forklarer han.

Anden struktur

På skoleområdet er finansieringsstrukturen en helt anden end hos børnehaverne og vuggestuerne. Det er ikke kommunerne, men delstaten, der står for finansieringen. Under den sidste regering, med deltagelse fra SSW, opnåede Skoleforeningen ligestilling. Hver enkelte danske elev får det samme tilskud, som en elev i de offentlige tyske skole.

- Kommunerne taler derfor gerne om en dobbeltfinansiering, når det handler om de frivillige ydelser, fortæller Olaf.

Det kan være på heldagsskoleområdet, men det er helt forkert. Der har været en rivende udvikling på området, som der slet ikke blev taget højde for dengang tilskudssatserne til de danske skoler blev beregnet. Det er også det kommunerne får at vide, når de henvender sig til delstaten. Siger Olaf Runz.

En anden form for dobbeltfinansiering, som kommunerne prøver på at argumentere med, er, at det danske mindretals institutioner jo får penge fra Danmark. Derfor behøver kommunerne ikke at give et tilskud.

Men det er en myte, fortæller Olaf Runz og Petra von Oettingen.

- For eksempel »glemmer« de gerne, at Skoleforeningen jo har betydelig større udgifter end de tyske kommuneskoler. Vi driver et uddannelsessystem med mere end 100 forskellige institutioner. Vi har en forvaltning med alt fra it-afdeling til Center for Undervisningsmidler. Vi har lejrskole og feriekoloni. Et ungdomskollegie og en højskole. Vi har mange opgaver, som i det tyske system slet ikke varetages af skolerne, men af andre dele i den offentlige forvaltning, siger Petra von Oettingen.

Tilskud til byggeri

En af de frivillige ydelser, som kommunen giver, og som er vigtig for Skoleforeningen, er tilskud til byggeri og renovering.

- Det søger vi selvfølgelig til, og der er nogle kommuner, hvor det går rigtig godt. Her har kommunalpolitikerne fra SASW en vigtig rolle. Det handler om, at de i de politiske forhandlinger gør det klart, at et tilskud fra en kommune til et byggeprojekt jo kan være med til at ændre prioritering af byggeprojekterne i Skoleforeningen. En nybygning af en børnehave er mere sandsynligt i en kommune, der er med til at finansiere projektet, siger Olaf Runz.

Helt generelt handler det om, at SSWs kommunalpolitikere er med til at skabe forståelse hos de andre partier og i forvaltningerne for, at medlemmerne af mindretallet er skatteborgere ligesom alle andre i kommunen. Derfor må det være helt naturligt, at de dagtilbud og skoler mindretalsbørnene går på, tilgodeses på lige fod med kommunens egne institutioner.