Nyt dagtilbud skal bygges i Satrup

Sydslesvigudvalget har givet grønt lys for et omfattende byggeprojekt, som samler mindretallet i Satrup. Unge sydslesvigere skal uddannes til at tage imod gæster nordfra.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig har fået bevilliget lidt over 1,6 millioner euro fra Sydslesvigudvalget til at opføre en ny børnehave med vuggestue og tilbygning af forsamlingslokale ved Satrup Danske Skole. Der skal etableres en børnehavegruppe med 20 børn, en aldersintegreret gruppe med 15 børn og en vuggestuegruppe med 10 børn.

Den hidtidige børnehaven i Hostrup ligger ca. 10 km fra Satrup. Denne placeringen er uheldig i forhold til skolen og dens brugere. Ydermere danner bygningen ikke længere fornuftige fysiske rammer for et tidssvarende pædagogisk arbejde og trænger derudover til en gennemgribende istandsættelse og modernisering.

På baggrund af denne situation har Skoleforeningen i længere tid haft et ønske om at frasælge Hostrup Børnehave og flytte denne samt foreningslokalet til Satrup Danske Skole for at samle alle mindretallets aktiviteter i dette område på én matrikel

Allerede i 2015 købte Skoleforeningen et stykke af marken ved siden af skolen. I alt er byggeprojektet takseret til 2,1 millioner euro.

- Vi er meget glade over bevillingen, siger Skoleforeningens formand, Udo Jessen.

- Det er faktisk første gang, at Skoleforeningen søger danske penge til vuggestueområdet. Indtil nu har vi klaret det med egne midler og de tyske tilskud, som alle vuggestuer får. Det er vigtigt at påpege, at opførelsen af et nyt dagtilbud ikk handler om mursten men om udvikling på et vigtigt pædagogisk område, siger han.

Sydslesvigudvalgets formand, Kim Andersen siger, at udvalget i sin behandling af ansøgningerne har lagt megen vægt på, at vi støtter indhold og ikke blot mursten. - Derfor har vi sagt ja til et dagtilbud i forbindelse med skolen i Satrup. Vi har ved selvsyn konstateret ved flere lejligheder, at der er et meget stort behov for vugge-stue- og dagtilbudspladser i hele Sydslesvig. Vi er også meget bevidste om vigtigheden af, at børn får så tidlig en kontakt med det danske sprog som muligt, siger han.

SydslesvigCrew

Desuden har Skoleforeningen fået bevilliget 240.000 euro til projektet SydslesvigCrew, som gennemføres i samarbejde med Grænseforeningen. Formålet med projektet SydslesvigCrew er at øge antallet af konkrete møder mellem sydslesvigske børn og unge og både jævnaldrende besøgende og voksne besøgsgrupper fra Danmark.

Samtidig skal SydslesvigCrew byde på et rum, hvor deltagerne kan reflektere deres mindretalsidentitet og aktivere dem som bidragsydere og bevarere af den danske kultur i Sydslesvig. Projektet er således med til at styrke de unge sydslesvigeres – og dermed også forældrenes – mindretalsbevidsthed med mødet med mennesker fra Danmark som motor.

Formålet opnås ved at alle fællesskoler i Sydslesvig etablerer ambassadørgrupper. Disse »SydslesvigCrews« skal først og fremmest tage imod besøg fra Danmark, men også – dog nok i mindre omfang og betinget af lærerledsagelse – besøge institutioner og deltage i messer og andre arrangementer i Danmark.