Musicalprojekt vakte de unges kreativitet

Flittige elever arbejdede med miljøproblemerne og stod frem på scenen.

Dkflamusical -603810550

Elever fra 4. - 6. klasse på Sønder Brarup Danske Skole har forleden indstuderet og opført en musical for forskellige danske skoler og på Europatag i Rendsborg. Det pædagogiske projekt er et samarbejde mellem Skoleforeningen og Friedrich Bödecker Kreis Schleswig Holstein.

Kredsen er en forening af forfattere inden for forskellige genrer, som er involveret i oplysningsarbejde i hele Tyskland. Forfatterne tager for eksempel ud på skoler for at læse for eleverne eller, som i det her tilfælde, at indstudere en musical med de unge. Det er forfatter og instruktør Uschi Flacke, som har skrevet »Die wundersame Reise des Bastian Blue«, en musical der har miljø som emne. Kendt er hun blandt andet for at have skrevet drejebøger til de to meget populære tyske børne-tv-serier Schloss Einstein og Die Pfefferkörner. I Sønder Brarup arbejdede hun med børnene sammen med Manfred Schlüter, en forfatter og illustrator, som blandt andet har illustreret bøger fra Michael Ende og Boy Lornsen.

- Musicalen tager emner som forurening, vandspild, kampen imod miljøsvineri og vores overforbrug op og fortæller den i børnehøjde, siger Uschi Flacke.

- Det er vigtig, at vi ikke bliver overpædagogiske. Det skal være noget, de unge har lyst til, siger hun.

Eleverne har haft travlt. På tre dage har de selv skrevet nogle af teksterne i et skriveværksted, og de har lært sangene og øvet stykket på scenen. Sammen med Manfred Schlüter har de fremstillet kostumer og rekvisitter. De er blevet trænet i, hvordan man taler, og hvordan man bevæger sig på en scene.

Kreativ proces

- Forud for denne kreative proces har børnene selvfølgelig skullet indhente informationer om miljøproblemer. Og det har en pædagogisk effekt. I alle faser af tilblivelsen af sådan en musical sensibiliserer vi børnene for miljøet, siger Uschi Flacke.

Som udgangspunkt elsker børn at stå på en scene, er Uschi Flacke overbevist om.

- Vi vækker lysten til at være kreative. Og det er en musical og miljøemnet rigtig godt til, siger hun. Derfor leverer hun mange øvelser til de skoler, hun besøger, så lærerne kan tage emnet op efterfølgende.

- Sådan et projekt forandrer de unges personlighed. Det at skulle stå på en scene, nervøsiteten og det hårde arbejde giver en tilfredshed, fordi man har opnået noget, siger Manfred Schlüter.

For Margrit Ehbrecht, formanden for Friedrich Bödecker Kreis, er det møde, de unge har med litteraturen og miljøemnet, en vigtig del i barnets udvikling.

- Det handler om at gøre de unge bevidste om, at vi er i en vanskelig situation. I musicalen kan de unge løse miljøproblemerne, men det kan de ikke uden videre i den virkelige verden, og det får dem til at tænke sig om, siger hun.

Friedrich Bödecker Kreis har igennem længere tid haft et samarbejde med Skoleforeningen og har i mere end 30 år sendt forfattere ud for at møde børn.