Mindesmærket får de unge til at tænke sig om

Duborg-elever var med i Harreslev for at minde Holocaust-ofrene.

DKFLUHarrislee Bahnhof 3

Duborg-Skolens 10. klasser bidragede også i år til rammeprogrammet for højtidelighederne ved mindesmærket »Harreslev banegård«. Årgangen havde produceret to kortfilm, tre sange og et digt til arrangementet, som i år af organisatoriske grunde fandt sted den 23. januar i stedet for den 27. januar, som er FNs internationale mindedag for Holocaust-ofrene.

- Den 27. januar er en vigtig historisk mindedag, fortæller Niels, som har produceret en film sammen med Line og Lukas.

- Filmen handler om angst, og vi vil gerne formidle, hvordan forskellige mennesker har det, når de er bange. Det kan være flygtninge eller folk, der bor her, der prøver at definere angsten – og det er os tre, der spiller rollerne, fortæller Lukas.

Krigens grusomheder

For Line er mindedagen vigtig, fordi den giver tid til at reflektere over fortidens gerninger.

- Samtidig skal den give anledning til, at vi tænker over de beslutninger, samfundet træffer i fremtiden, for de får selvfølgelig en stor betydning.

Line har oplevet mindesmærket som et sted, hvor hun får kuldegysninger.

- Det er meget svært at forklare med ord, jeg føler mig trist og tænker på de grusomme ting, som de mennesker, der har været her under krigen, har oplevet. Det berører mig meget, siger hun.

Mindesmærket Harreslev banegård blev opført for at minde de cirka 1600 fangere fra Frøslevlejren, som fra banegården i Harreslev blev deporteret til KZ-lejre i Tyskland.