Løbetræning med langtidseffekt

Dkflaløb -1711590

Unge oplevede, hvordan træning kan give gode resultater.

Et otte ugers træningsforløb på Sørup Danske Skole med to timers ugentlig træning blev afsluttet med kæmpe succes ved Südenseelauf i Sørup forleden.

- Det var en idé om at få eleverne til at opleve på egen krop, hvordan træning kan udvikle éns resultater, der startede det hele. Vi står hver dag med den udfordring at motivere eleverne til at tage imod det faglige indhold, vi underviser dem i. Meget af det kan eleverne umiddelbart ikke se nytte af, men vi lærere ved jo, at det på sigt giver mening, forklarer skoleleder Anja von Oettingen.

- Så da tiden nærmede sig for det årlige 5 km-løb omkring Südensee, var det med opbakning fra alle lærere, at vi ville udvikle et forløb, som indbefattede, at alle elever forpligtede sig til to timers ugentlig træning med mulighed for frivilligt at deltage i løbet, tilføjer hun.

Det var læreren Manja Ratai-Grumser, som havde tilrettelagt et differentieret løbeprogram for 1.-6. klasse, der tilgodeså de forskellige løbeniveauer og samtidig gav plads til at udvikle kondition.

- Der er ikke én elev, som ikke har flyttet sig i løbet af perioden, og det kan vi bruge til at anskueliggøre eleverne, at det rent faktisk har en effekt at øve sig og bruge tid på forberedelse. Det kan eleverne så overføre til andre undervisningssammenhæng, forklarer hun.

På selve løbelørdagen var elevdeltagelsen helt op på 80% og med massevis af gode resultater.

- Der var medaljer for alle deltagende elever, men vi fik jo også to pokaler, og havde flere 1., 2. og 3. pladser blandt de deltagende årgange. Endda pokalen for den skole, som deltog med de fleste elever, står nu og pynter«, fortæller Sonja Prühs, som selv havde deltaget for første gang i et konkurrenceløb.