Antallet af indskolingselever er stabilt

Varm velkomst til de nye skoleelever i Sydslesvig.

Dkflsindskoling -20715895

549 piger og drenge er i år blevet indskolet i de danske skoler i Sydslesvig. Dermed ligger tallet stabilt sammenlignet med de seneste år. I 2015 blev 557 børn indskolet i 1. klasse. I alt besøger 5708 elever mindretallets skoler, også det tal har været stabilt i en årrække.

En uge tidligere end resten af Sydslesvig startede skolen på øerne Sild og Før.

- Mandag startede skolen, og tirsdag var der så indskoling, siger skolelederen på Vyk Danske Skole, Uwe Nissen. Han glæder sig over, at fire nye elever fik en flot første skoledag, hvor de blev sendt fra legestuen over i skolen.

Her ventede så forældre, elever, gæster og lærere på deres nye elever. Deres kammerater havde indlært en flot sang, og så fik »de nye« deres første undervisningstime. Bagefter havde forældrene forberedt en dejlig lille fest med hotdogs, buffet, kage og noget at drikke. Diverse spil og aktiviteter blev også tilbudt, som for eksempel veterantraktorkørsel, glittertattoos og andet.

Små skoler

På Kobbermølle Danske Skole blev der i år indskolet tre drenge. Lenox, Jakob og David var mødt op med forældre og bedsteforældre for at møde deres nye lærere. De nye kammerater fik de først at se dagen efter – i Kobbermølle er der indskoling om mandagen på et tidpunkt, hvor skolens andre børn allerede er gået hjem. Men det var ikke kun de tre drenge, som fik en varm velkomst, det fik forældrene også, de er nemlig alle tre »førstegangsforældre« uden ældre børn på skolen. Allerede få dage efter indskolingen var det i øvrigt muligt for de nye elever og forældre at møde »de gamle« på skolen under lidt særlige forhold. Om lørdagen tog hele skolen med elever, forældre og ansatte nemlig til Tolk Schau for at fejre skolens 90 års fødselsdag.

På Cornelius Hansen-Skolen i Flensborg hilste skoleleder Knud Ramm Mikkelsen de nye elever velkommen. Mens de sammen med deres lærer drog over i det nye klasselokale, blev forældrene inviteret til kaffe og småkager i den gamle gymnastiksal. Og her gjorde Knud Ramm Mikkelsen det endnu engang klart for forældrene, at de med den danske skole i Flensborg har truffet et vigtigt valg for deres børn.

- I har for ca. 3 år siden besluttet, at jeres børn skal i en dansk børnehave og som en følge deraf, så i en dansk skole. Vi er selvfølgelig glade for, at I tør betro os jeres børn, men samtidig håber jeg meget, at I så også bakker jeres egen beslutning op. Jeg skal endnu en gang understrege så tydeligt som muligt: Vi er ingen sprogskole. Vi er en skole for det danske mindretal, men det ved I selvfølgelig. Derfor er vores omgangssprog dansk, vi taler dansk til forældremøder og arrangementer her på skolen. Vi bruger danske bøger, vi bruger det danske sprog i alle skolens fag bortset fra tysk, og hvis I vil hjælpe jeres børn, så hjælp dem til at kunne bruge dansk og blive dygtige til dansk. Tal selv dansk med dem, få fat i danske bøger, tegneserier, få dem til at se dansk TV, lån danske CD'er, DVD'er og videoer på biblioteket osv. For det er helt klart: Hører og taler jeres børn kun dansk i de 3-4-5 timer, de er i skole, giver I ikke jeres børn de bedste muligheder for den bedste skolegang – og det vil vi jo forhåbentlig alle gerne være med til.