Her kan misbrugere finde hjælp

Medarbejdere i Skoleforeningen med et misbrugsproblem kan henvende sig til fire nøglepersoner.

Dkflafokus -33187404

Skoleforeningens fire nyudnævnte misbrugsnøglepersoner har netop afsluttet et uddannelsesforløb, som har kvalificeret dem til at støtte misbrugsramte medarbejdere inden for foreningen.

Vi føler os godt klædt på til denne opgave. Uddannelsen har givet os et bredt grundlag til at kunne hjælpe medarbejderne, siger Holger Bruhn, lærer på Harreslev Danske Skole.

De fleste misbrugere har svært ved at finde vejen til rådgivning. Misbrugsnøglepersonerne er således lige så meget kontaktperson for eksempelvis skoleledere som for misbrugerne selv.

- Der er lederen, der har et ansvar for at sætte en proces i gang, når der er tale om et misbrugsproblem, siger Susanne Becker, som er lærer på Husum Danske Skole.

En vanskelig opgave

Og det er en vanskelig opgave, fordi lederne skal tage stilling til mange forskellige ting: Kan den pågældende medarbejder fortsætte arbejdet, eller skal vedkommende hurtigst muligt meldes syg for at starte et terapiforløb. Om medarbejderen overhovedet er parat til at gå dette skridt, er straks det næste, der skal tages stilling til.

Dette er meget afhængigt af, hvor misbrugeren arbejder, og hvor stærkt vedkommende allerede er påvirket af misbruget. Inden det kommer til en samtale, er det derfor gavnligt at kontakte én af os fire, siger fortæller Kay von Eitzen, pedel på Oksevejens Skole i Flensborg og Holger Bruhn tilføjer:

- Misbrugere er mestre i at lyve og tilsløre deres misbrug. Det bruger de meget tid og energi på, og det er en lang erkendelsesproces, der går forud for en helbredelse, siger han.

Misbrugsnøglepersonernes opgave er at vejlede både medarbejderne og lederne, men de skal ikke stille diagnoser.

Det skal overlades til en læge, siger Kay von Eitzen.

Vigtigt er at vise respekt over for medarbejderen. Vi taler her om et sygt menneske. Dog skal konsekvensen af et fortsat misbrug helt klart ,benævnes siger han.

Bag hvert misbrug ligger der et personligt problem, en grund til afhængighed

- Det kan være en skilsmisse, pengeproblemer eller depression. Man ignorerer det, og medmenneskerne kigger væk. Det er ubehageligt at påtale et misbrugsproblem hos et andet mennenske, men det er vigtigt, at man gør det, siger Susanne Becker.

Mæglere

Misbrugsnøglepersoner er på mange måder en slags mæglere i hele processen.

- Vi er med til samtalen mellem arbejdsgiver og medarbejder og selvfølgelig har vi tavshedspligt, siger Holger Bruhn.

Misbrugsnøglepersonerne varetager begge parters interesser.

Men naturligvis står den misbrugsramte medarbejder i fokus. Vi vil hjælpe vedkommende på vej. Vi kan vise vejen til terapiformer, være behjælpelig med at kontakte institutioner og støttekredse for misbrugere. Især i vores lille sydslesvigske andedam, hvor alle kender alle, kan det være meget svært at takle misbrug hos medarbejdere. For vi er jo ikke så anonyme som på mange andre arbejdspladser udenfor, siger Kay von Eitzen.

Når et misbrugsproblem skal kunne løses, er det vigtigt, at arbejdspladsen er præget af en åben dialog, og at der er et godt arbejdsmiljø, forklarer Susanne Becker.

- Men i sidste ende er det medarbejderen, der bestemmer og han eller hun vil tage imod hjælp, siger hun.

For børnenes skyld

For Anja Andresen er det vigtigt, at Skoleforeningens fire misbrugsnøglepersoner både geografisk og i forhold til deres arbejde dækker over forskellige områder. Selv er hun pædagogmedhjælper på Hans Helgesen-Skolen i Frederiksstad.

- Vi er et godt team og arbejder ligeberettiget. Den misbrugsramte bestemmer selvfølgelig selv, hvem af os han eller hun vil henvende sig til, siger hun.

Det er et fælles ønske i Skoleforeningen, at medarbejdere med et misbrug kan få hjælp. Ikke kun for deres egen skyld.

- Børnene har krav på en rask medarbejder, siger Anja Andersen.

- For når medarbejderne er raske, har børnene det godt. Vi er der for børnenes skyld, det er vigtigt ikke at glemme, siger hun.