Havregryn med mælk

På A. P. Møller Skolen behøver ingen elever at starte dagen med en tom mave.

Dkflamorgenmadl -27854

Op til 40 elever får hver morgen havregryn med mælk på A. P. Møller Skolen. Det sørger kantinepersonalet og fem af skolens lærere for.

- Vi har oplevet, at mange elever er sultne, når de møder op på skolen om morgenen, og det går ud over koncentrationen, siger lærer Lars Madsen, som har taget initiativet til morgenmadsprojektet.

- Der er forskellige grunde til, at de unge er sultne. Der er en gruppe elever, som tager så tidligt hjemmefra, at det er to timer siden, de har spist, når skoledagen starter. De bliver selvfølgelig meget sultne op ad formiddagen, siger Lars Madsen.

Flyttet hjemmefra

Så er der en gruppe gymnasieelever, som er flyttet hjemmefra og bor alene eller i bofællesskaber. Og for disse elever kan det nogle gange være svært at få lavet en ordentlig portion morgenmad, inden de tager ud af huset.

- Og selvfølgelig er der også en gruppe elever, som af forskellige årsager simpelthen ikke får en tilstrækkelig morgenmad derhjemme, siger Lars Madsen.

Der er ikke tale om en forpligtende madordning, som eleverne skal tilmelde sig, og i det hele taget er økonomien overskuelig.

- Der tilbydes havregryn, mælk og rosiner, så vi taler om cirka 40 euro om måneden, siger Lars Madsen.

Det er noget, som A. P. Møller Skolens kantinepersonale stiller frem på et rullebord om morgenen, og de klarer også opvasken bagefter. Fem af skolens lærere skiftes så til at stille maden frem og sørge for at eleverne rydder pænt op efter sig. Der er mad fra klokken 7.30, når den første skolebus kommer og til ti minutter i otte.

- Eleverne er rigtig glade for ordningen, og for os lærere er det er en god start på dagen. Vi har et roligt moment med eleverne, hvor vi lige kan få en snak inden skoledagen starter for alvor, siger Lars Madsen, som helt klart kan anbefale andre skoler at følge eksemplet, når de har elever, der kommer langvejs fra.