Gruppearbejde på mødeplanen

For første gang i nyere tid brugte medlemmerne af Skoleforeningens fællesråd mødetid på at give indspark til fremtidige aktiviteter og indsatsområder.

Dkflafællsra ̊dsmøde -29106794

I sidste uge blev Skoleforeningens ordinære fællesrådsmøde afholdt på A. P. Møller Skolen i Slesvig. Ud over formandens obligatoriske tilbageblik på skoleåret 2015/16 stod på dagsordenen: Det foreløbige budget for 2017, dagtilbuddenes nye milepæle for krop og bevægelse, orientering om udtalelser og læreplansarbejdet samt gruppearbejde om fremtidige aktiviteter og indsatsområder.

Et mere levende fællesrådsmøde

Det var første gang, at der under et gruppearbejde blev samlet input fra fællesrådsmedlemmerne. Formålet med dette var at gøre fællesrådsmøderne mere levende og i højere grad inddrage de folkevalgte i udviklingen. I mindre grupper diskuterede forældrene tre emner: Hvordan skal Skoleforeningens 100-års fødselsdag i 2020 markeres, hvordan kontakten til Danmark skal styrkes, og hvad der skal tænkes over i det forestående fokus på digitalisering fra Skoleforeningens side. Gruppernes bidrag bliver gennemgået på den åbne del af novembermødet i Skoleforeningens styrelse. Det nye format blev taget særdeles godt imod, og forsamlingen bifaldt Skoleforeningens formand, Udo Jessen, da han foreslog at gentage formatet.

Fælles evalueringsskemaer

Skolekonsulent Eberhard von Oettingen orienterede på mødet om status for arbejdet med udtalelser og læreplaner siden fællesrådsmødet i foråret, hvor fællesrådet undlod at stemme om indførelsen af skematiske udtalelser for 1. til 7. klasse som erstatning for talkarakterer.

- Samtidig med at vi udvikler nye læreplaner, udvikler vi også de skematiske udtalelser. De har været til høring rundt omkring på skolerne, og vi er lige nu i gang med at besvare de spørgsmål, vi har fået tilbage, sagde Eberhard von Oettingen. Det fik fællesrådsmedlemmerne Susanne Weitz, Husum, Åse Jørgensen, Kobbermølle og Jakob Ørsted, Flensborg til at kritisere fremgangsmåden.

- Jeg synes, at I tromler fællesrådet. Hvorfor bliver fælles evalueringsskemaer ikke diskuteret én gang til i fællesrådet, før I går videre og bruger en masse tid på det, sagde Åse Jørgensen, og Susanne Weitz formodede, at fælles evalueringsskemaer nu skulle lukkes ind ad bagdøren.

Skoleforeningens direktør Lars Kofoed-Jensen forklarede, at der ikke er tale om ekstraarbejde i forhold til karaktergivningen:

- Vi er i gang med at lave nye læreplaner, som så sammenkobles med fælles evalueringsskemaer. De bliver til hjælp for lærerne, fordi der er tale om et pædagogisk redskab, som vi er overbeviste om gavner dem i deres arbejde, sagde Lars Kofoed-Jensen.

- At vi vil bruge skematiske udtalelser i det pædagogiske arbejde, piller ikke ved fællesrådets ret til at afgøre, hvilken struktur Skoleforeningen skal have i forhold til karaktergivningen. Lad os nu vente, til læreplanerne og de skematiske udtalelser er færdige, for så at beslutte, hvilken status de skal have i forhold til karaktergivningen, sagde han.

Buget

Det foreløbige budget for 2017 var et meget kort emne på mødet.

- Vi har lavet et vedligeholdelsesbudget, og der er ingen yderligere besparelser, fordi det ser ud til, at de besparelser, vi allerede har foretaget, er nok til, at vi ikke skal lave yderligere besparelser, sagde Lars Kofoed-Jensen.

Andrea Hansen-Noack og Stine Purrucker fra Oksevejens Børnehave præsenterede på fællesrådsmødet dagtilbuddenes nye milepæle for krop og bevægelse. Dem kan du læse om i næste nummer af Fokus.