Første stop: Sydslesvig

DGI Verdensholdet er på en 6 måneder lang turné rundt i hele verden. De startede i Sydslesvig.

Dkflaverdensholdet -26256541

DGI's Verdenshold startede sin verdensturné med et show i Flensborg og en workshop på A. P. Møller Skolen i Slesvig. Her var det elever fra idrætsprofilen, som fik mulighed for at træne med de 28 gymnaster.

- Her fra Slesvig skal vi til lufthavnen i Hamborg og så videre til Tanzania, som er vores næste stop på verdensturneen, fortæller Emil Smedegaard fra verdensholdet.

Noget særligt

For ham har det været en spændende oplevelse at være i Slesvig, ikke kun fordi en workshop med unge idrætsfolk er lidt mere krævende end ellers.

- Det er noget særligt at være på en dansk skole i Tyskland, fortæller Emil, som ikke før havde hørt om det danske mindretal. Han benyttede derfor opholdet syd for grænsen til at få et minikursus i Sydslesvigs historie.

- Og så er det her jo en helt fantastisk bygning. Jeg har lige været rundt og kigge og den er meget imponerende, siger han.

DGI Verdensholdet består af 14 piger og 14 drenge. Gymnasterne er mellem 19 og 28 år, de kommer fra hele landet og har forskellig baggrund både uddannelsesmæssigt og gymnastisk.

- Fælles for alle gymnaster er, at de har en kæmpe oplevelse foran sig.  Det bliver en oplevelse for livet, en periode fyldt med gymnastik, udfordringer og masser af træning. Og så vil gymnasterne opleve den store glæde, der er ved at motivere børn og unge til at forfølge deres drømme via sundhed, idræt og fællesskaber, siger Johannes Bjerre, manager for DGI Verdensholdet.

Dygtige gymnaster

Gymnasterne er blandt Danmarks dygtigste, men de er også udvalgt ud fra deres evner som undervisere. Gymnasterne skal formidle gymnastik og dansk kultur overfor mange forskellige nationaliteter og møder mere end 50.000 børn og unge. Holdet afholder ca. 150 workshops og giver ca. 125 shows på deres tur rundt i verden.

Rejsen startede i Danmark, og efter stoppet i Sydslesvig bliver det Tanzania, Indonesien, Australien, Kina, Cuba, USA og Belgien.

I 2017 vil der være yderligere 25 shows i Danmark.