En udtalelse bliver til i fællesskab

Eleverne har fået deres karakterbøger med hjem. Men hvordan bliver udtalelserne egentlig til.

Dkflaudtalelser -704111752

Nu er sommerferien endelig startet. Som noget af det sidste har eleverne fået deres karakterbøger med hjem. For de mindre elever er der tale om udtalelser, da de ikke får talkarakterer. Men hvordan bliver disse udtalelser egentlig til? Hvordan bedømmer lærerne egentlig det, eleven har lavet i løbet af skoleåret?

På Nibe danske skole har lærerne netop siddet sammen til karaktermøde. Skolen bruger Skoleforeningens nye skemaer til udtalelser, som er blevet til i forbindelse med læreplansarbejdet.

Men karaktermøderne er faktisk kun det sidste trin i tilblivelsen af udtalelserne. Inden da har der været en proces i gang, hvor lærerne for sig selv og i fællesskab har fundet frem til den bedømmelse, hver enkelt elev skal have.

- Vi gør det sådan, at faglærerne i første omgang giver de bedømmelser, som eleverne skal have i de enkelte fag, fortæller skoleleder Inga Thamsen fra Nibøl Danske Skole.

I sprogfagene kigger lærerne for eksempel på den mundtlige kommunikation, det vil sige om eleverne udtrykker sig forståeligt og deltager i diskussioner. Der kigges på læsning og fortolkning, skriftlig fremstilling, retskrivning og sprogbrug. Hvert enkelt fag har sine pejlemærker, som læreren skal forholde sig til , når de bedømmer den enkelte elev. Pejlemærkerne er de samme for hver elev, fra faglig viden i natur- teknik til kreativitet og ideudvikling i håndarbejde, fortæller Inga Thamsen.

Det er selvfølgelig den enkelte lærers bedømmelse, der er afgørende, for det er ham, der kender den daglige præstation. Men de nye udtalelsesskemaer gør bedømmelsen mere retfærdig, siger tyskkonsulent Henry Bohm.

Mere retfærdig

- Mens man med en enkelt talkarakter bliver nødt til at sammenfatte alle elevens kompetencer, har vi med det nye skema mulighed for at gå mere detaljeret til værks. En dårlig retskrivning ødelægger ikke længere en god mundtlig kommunikation. Alle lærere bedømmer ud fra den samme facitliste, og det gør bedømmelsen mere retfærdig, siger han.

Ud over bedømmelsen i de enkelte fag, sker der også en bedømmelse af de overordnede læringskompetencer samt de sociale- og sproglige kompetencer. Og denne bedømmelse er alle lærerne fælles om. I denne del af bedømmelsen ses der for eksempel på, hvordan den enkelte elev organiserer sit arbejde, elevens engagement, konflikthåndtering og selvstændighed.

På Nibe Danske Skole udfylder hver lærer dette skema for alle elever, som de underviser. Tit er der sammenfald i de enkelte lærers bedømmelser, men selvfølgelig er der også forskel. I disse tilfælde bliver det så taget op på karaktermødet.

Der diskuteres, hvorfor der er forskellige syn på det, en elev har ydet, indtil man er blevet enige. Men karaktermødet handler ikke kun om at formulere udtalelserne. Lærerne bruger det også til endnu engang i fællesskab at se på hver enkelt elev, se på hans eller hendes udvikling igennem de seneste måneder og på, hvor man skal sætte ind. Det er her, man aftaler forældresamtaler eller understøttende tiltag.

I indgangsfasen, det vil sige hos de yngste elever, bruger Nibøl Danske Skole et samtaleark. Sammen med læreren får eleverne mulighed for at bedømme sig selv, og lærerne forklarer så eleverne, hvorfor der er ligheder og forskelle mellem den bedømmelse henholdsvis eleven og læreren er kommet frem til. Samtalearket bruges så også i forbindelse med skole-hjem samtalen.

- Det er vigtigt, at vi som lærere kommer igennem sådan en proces, for det gør, at vi tænker os om igen og igen, inden eleven får sin udtalelse med hjem, siger Inga Thamse