En bedre start

Forskellige initiativer skal gøre det nemmere for de nye at blive en del af mindretallet.

Skoleforeningen har sammen med andre mindretalsorganisationer under Det sydslesvigske Samråd drøftet initiativer, som skal styrke det folkelige arbejde og fællesskabet inden for det danske mindretal, både i forhold til nye medlemmer af mindretallet samt nye medarbejdere.

Det er blevet til en række initiativer, alle kan få rigtig meget gavn af.

En vigtig del af informationsarbejdet til nye forældre og medarbejder er velkomsthæftet, som Skoleforeningen udleverer til alle, der tilmelder deres børn i en institution. Her præsenterer de forskellige organisationer inden for mindretallet sig. På sigt er det planen, at hæftet skal udvikles til en velkomstpakke, som også giver adgang til aktiviteter. Det er desuden påtænkt, at der arrangeres en årlig velkomstfest for nye i mindretallet, og at der tilbydes særlige busture til og om de mest centrale tider og steder i mindretallets historie og nutid, f.eks. med besøg på Danevirke, A. P. Møller Skolen, Flensborghus, Tydal, en skole el. vuggestue osv.

Dansk Centralbibliotek tilbyder fremover et kursus »i det danske univers« med indsigt i dansk kultur, samfund, humor, politik osv. Det skal ses som supplement til sprogkurser i voksenundervisningen, og vil være tilgængelige på »nemt dansk« med enkelte oversættelser til tysk ved diverse begreber.

Speeddating fortsætter

Det er også blevet besluttet, at den såkaldte »speeddating« med mindretalsorganisationerne, som Skoleforeningen tilbyder, skal fortsætte som del af et introduktionsforløb for nyansatte. Til dette særlige arrangement inviteres også alle nyansatte fra de øvrige mindretalsorganisationer med.

Der kan i fremtiden også etableres aftenmøder uden for vante rammer. Således kunne et forældremøde med fordel afholdes i et SSF forsamlingshus, hvor 2-3 fra distriktet kunne byde velkommen, fortælle lidt om aktiviteter, byde på lidt kage osv. Det kunne også være på bibliotekets filialer el. i Flensborg, hvor man gennemgår forskellige tilbud kort. Et sådant møde kunne suppleres med udlevering af noget »særligt materiale«, måske i retning af den ofte omtalte kulturkuffert med 2-3 klassiske eksempler på dansk litteratur og film, og på den måde gøre møderne til noget, alle gerne vil deltage i. Det kan også blot være et hæfte med nogle danske børnesange mv. og behøver således ikke være meget omkostningstungt.

Der er også påtænkt en »frivilligebank«, som registrerer »erfarne« medlemmer fra mindretallet, som har lyst til at mødes med nye og fortæller om, hvordan de er kommet ind i mindretallet.