Der skal samles 1.000.000 underskrifter

Skoleforeningen støtter det europæiske initiativ, som vil sikre mindretal flere rettigheder.

Skærmbillede 2017-07-21 Kl . 14.40.17

Mindretallenes beskyttelse står ikke særligt stærkt i den europæiske union. Diskriminering og social udstødelse er realiteten mange steder i Europa. Mange mindretalssprog er i fare for at uddø, mindretalskulturer forsvinder og EU's institutioner tier om disse forhold. Det gør de med den begrundelse, at de mere end 340 nationale mindretal, der samler 100 millioner af EU's borgere, er de enkelte medlemslandes ansvar.

Værdier

Så mens der er love på europæisk plan, som på mange forskellige områder tvinger medlemslandene til at handle i overensstemmelse med de værdier, EU står for, er der ingen love, der sikrer mindretallenes rettigheder. Det vil det europæiske borgerinitiativ »Minority Safepack« ændre på. Initiativet har frem til næste forår til at samle en million underskrifter, som understøtter krav om, at EU skal formulere og vedtage forskellige love og initiativer, som beskytter mindretallene.

Det drejer sig om politiske tiltag på områderne regionale sprog og mindretalssprog, uddannelse og kultur, regionalpolitik, deltagelse, lighed, medier og regional statslig støtte.

Alene i Tyskland skal der samles op imod 75.000 underskrifter. Skoleforeningens formand Udo Jessen opfordrer derfor alle foreningens forældre op til at skrive under på initiativet.

Solidaritet

- I 2010, da det danske mindretal og især Dansk Skoleforening blev udsat for en eksistenstruende nedskæring i vores tilskud fra den slesvig-holstenske landsregering, oplevede vi en bølge af solidaritet. Mindretalsunionen FUEN, som er mindretallenes netværk i Europa, stod fast ved vores side. Nu er det FUEN, der har brug for vores støtte. Mindretalsunionen samler underskrifter, for at få EU til at tage os mindretal alvorligt og for at give os mindretal afsikring igennem EU love og EU direktiver, siger Skoleforeningens formand.

- Vi ønsker, at mindretallene finder gehør i staternes parlamenter og i Europa som sådan. Vi ønsker, at alle mindretal kan få det så godt, som vi har det: vi har vuggestuer, daginstitutioner og skoler, og det er en livsnerve for et mindretal. Der skal samles 1 million underskrifter inden den 3. april 2018 for at EU overhovedet vil sætte emnet »mindretal« på deres dagsorden, og det må da være muligt. Vi som dansk mindretal har fået meget solidaritet, da vi havde brug for det, så lad os nu være med til at vise solidaritet over for alle de europæiske mindretal. Sammen er vi stærke, sammen er vi ikke alene. Vær med til at beskytte vores mindretal, og sæt dit navn på listen, opfordrer Udo Jessen.

Du kan stemme på www.minority-safepack.eu.