Der er brug for op til 300 vuggestuepladser

Skoleforeningens direktør Lars Kofoed-Jensen ser en stor opgave i at skaffe flere vuggestuepladser til Skoleforeningens forældre og opfordrede under årsmødet til at forny tilliden til hinanden i mindretallet. Læs hans årsmødetale her:

Dkflaa ̊rsmøde -662911407

Vuggestue er jo den store fornyelse i Tyskland og således også i Skoleforeningen. Jeg er ikke i tvivl om, at vuggestuen bliver den nye almindelige indgang. Før – for bare fem år siden -  var vi fra børnehave til studenterhue – nu er det altså fra vuggestue til studenterhue – for ca. halvdelen af vore årgange. I fremtiden er det ikke nok, efterspørgslen vil snarere ligge over 75 %, måske helt oppe på 90 % af en årgang, så vi mangler pt. med rimelig stor sikkerhed 250-300 pladser. Men jeg understreger lige at det ganske vist betyder, at vi i Skoleforeningen skal servicere flere familier, men en egentlig vækst af mindretallet ligger der ikke i det. Jeg er forholdsvis overbevist om, at vi her som tidligere ligger på årgange på ca. 500 børn – der bare starter tidligere hos os.

 

Digitalisering skal der til, og der arbejdes overalt med det nye – men vi skal have en samlet strategi både på det tekniske og det pædagogiske plan. Det nye penalhus er elektronisk, det samme gælder lærermappen. Og uanset hvad vi gør, er det liv vore børn og unge vokser op til og skal uddannes til fundamentalt anderledes, end da de fleste af os her gik i skole. Tænk bare på sætninger som ”Så I filmen i fjernsynet i går?” ”Han er ikke til at få fat i, fordi telefonerne er lukket for i dag, og så er det jo weekend” I dag kan stort set alle nås stort set altid – ikke mindst de unge står til rådighed for deres omverden (og via fx Facebook taler vi jo om en nærmest ubegrænset omverden) døgnet rundt, altid. Og hvordan skal man omgås det og stadig lære noget, stadig udvikle en selvstændig og livsduelig identitet – der ikke er afhængig af antal likes på facebook. Det er nogle af de ting, vi skal have ind i læreplanerne – og samtidig skal vi jo have hele elektronikken ind, for uanset at vi skal forholde os kritiske, så er en ting sikkert: via forbud lærer vi ikke nogen noget.

 

Kontakten til det gamle land skal fornyes. Som uddannelsessystem har vi en helt særlig forpligtelse til at alle børn og unge i vores system får så stærkt et dansk sprog som muligt – for dansk er indgangen til al vores læring – herunder al læring af den kultur, som er grundlaget ikke bare for Skoleforeningen, men for hele mindretallet. Nu kunne man fristes til at tro, at hele udviklingen inden for kommunikation, herunder de sociale medier ville have gjort det meget lettere at have forbindelse til Danmark – og et stykke hen ad vejen er det også rigtigt. Men de uendeligt mange muligheder har bare gjort, at en ganske bestemt mekanisme har fået en endnu mere central placering. For hvad er det som gør, at vi i dette informationskaos, som nu findes, i denne uendelige række af muligheder slår ned på netop den mulighed, den information, som vi så ender med at gøre? Hvad er det som gør, at vi blandt søgemaskinernes mange tilbud ”finder ” det som vi finder?

Svaret er – tror jeg - først og fremmest den menneskelige faktor. De sociale mediers store succes skyldes vores nysgerrighed efter andre mennesker – også dem vi ikke kan tage hen og besøge hver dag, men som vi har mødt i vores liv, og som vi nu pludselig kan opretholde en kontakt til på en måde der er enklere og billigere end nogensinde. Det menneskelige møde er ”findemekanismen” og derfor helt centralt, når vi vil have vore børn og unge til at ”finde det danske”. Vi skal med andre ord have fornyet de menneskelige kontakter til Danmark. Vi skal i Skoleforeningen have systematiseret de menneskelige møder med jævnaldrende for vore børn og unge – og samtidigt holde os opdateret – eller finde fornyelsen – ved kontakt mellem vore ansatte og tilsvarende i Danmark. Når først de kontakter er etableret, kan sociale medier hjælpe til at understøtte disse dansk-sydslesvigske netværk. Vi håber på at et samarbejde med de sønderjyske kommuner kan hjælpe her – men det kræver arbejde og indsats helt ud på den enkelte institution – for det er ikke systemer, der skaber disse netværk, det er mennesker af kød og blod, der giver den energi, der skal til for at drive og have nytte af disse netværk. Kontakten til Danmark er vor ældste værdi – men den skal til stadighed fornyes for at være levende.

 

Skoleforeningen er jo bare en del af vort samlede mindretal – og derfor vil jeg nu brede mig lidt ud til at snakke om fornyelse i mindretallet som helhed.

 

Gæsteværelser har været et stort tema i min tid som direktør. Og i mindretallet er der opstået en ny forståelse for, at vi er nødt til at samarbejde om gæsteværelserne. Jeg kalder det en ny forståelse, fordi vi faktisk startede et sted, hvor stort set alle sagde: det er ikke vores bord. At løsningen ikke er endeligt på plads er forståeligt – når man vel at mærke ved, hvor lang tid politiske processer har det med at tage. Men jeg er sikker på, at vi når frem til en løsning, for kendskabet til mindretallet er i alles interesse og alles bord.

 

Med gæsteværelsesproblematikken er der også tale om økonomi og en dyr post på driftsbudgetterne – og det fører mig videre til næste punkt, hvor vi kunne have behov for fornyelse, nemlig et forøget samarbejde om effektivisering af drift, hvad enten vi taler om bygninger, it, publikationer, administration eller andre dele. Og nej – jeg står ikke som ansat direktør og foreslår en regionsmodel, for det er hverken realistisk eller en egentlig løsning. Regionen vil nemlig stadig bestå af ”kommuner” og hvis ikke de vil samarbejde, ændrer det intet. Nej, jeg står som ”forretningsfører” og kigger på så mange forretningsområder, hvor vi som forbund af selvstændige juridiske enheder kunne finde kvalitetsløft og større hensigtsmæssighed i vor opgaveløsning på tværs af foreningerne. Det pudsige er, at vi hver gang finder en sten, vi kan snuble over, og så stopper vore forsøg allerede inden vi er kommet i gang. Det kan vi gøre bedre – til gavn for dem vi er til for – og her mener jeg ikke os selv som selvstændig forening, men mindretallet som helhed. Løsningen er samarbejde uanset politisk, organisatorisk struktur – og det kan tåle fornyelse, selvom jeg flere gange er blevet belært om, at det har været værre før – så jeg skal faktisk være glad for det vi har. Jeg fastholder dog: fornyelse skal der til.

 

Samarbejdet om sprogpolitik ser jeg som endnu et eksempel på fornyelse – og jeg tror, at vi de kommende år vil se, at de fælles drøftelser slår igennem i de enkelte foreninger på en måde, der er til gavn for vores danske mindretal. Jeg skal dog advare mod ”de nemme løsninger”. Vore foreninger består af grupper, der skal behandles forskelligt. Der er ikke en recept, en sprogpolitik der kan klare det hele. Tænk bare på de tre grupper i Skoleforeningen, de frivillige, de ansatte og de indsatte. Hos os er de frivillige, de mange familier som vælger at sætte deres børn i vore institutioner. De ansatte har frivilligt valgt at lade sig ansætte - de har så at sige solgt deres sjæl til Skoleforeningen – og det medfører en lang række forpligtelser. Men vi er netop ansatte – og vi bliver betalt for at gøre vores pligt – så os kan man godt lave politikker for der tydeliggør vore forpligtelser – dog bør man tænke mere i at motivere end at straffe – for det som skal bringes videre er jo også motivation og ikke sanktion. Endelig har vi de indsatte – de børn som er sat i vore institutioner. Her spiller motivation og god pædagogik hovedrollen – og jeg vil gerne advare mod forestillinger om, at de allerede under uddannelsen skal aflægge en dansk faneed. Den kan de aflægge, når de har forladt os efter et forhåbentligt godt og lærerigt forløb. Det ville desværre være en fornyelse hvis denne bevidsthed om vore forskellige grupper kunne være med til at nuancere debatten lidt – men fornyelse skal der til.

 

Nu er det jo et årsmøde – og jeg kan godt lide at slutte lidt højttravende – og der er altså også en fornyelse, som jeg i særlig grad må efterlyse – og om den så kun er tiltrængt i mindretallet, må hver enkelt af jer afgøre. Jeg mener, at vi mest af alt har brug for fornyet tillid til hinanden. Den danske kultur var engang en tillidskultur, og er det i et vist omfang stadig, selvom mistilliden har gode kår også i Danmark. Men jeg savner mere tillid, ikke mindst blandt os i mindretallet. Jeg har på mit første halvandet år oplevet så mange møder, læserbreve og debatindlæg, hvor mistilliden overtager dagsordenen, hvor man altså ikke grundlæggende antager at folk gør deres bedste, og at hensigten er at gøre noget godt for mindretallet. Udvikling og fornyelse kræver tillid – for i bund og grund vil vi alle det bedste. Vi bør have lært at fornyelsen ikke kommer fra den ene dag til den anden, - det ved vi meget vel i supertankeren Skoleforeningen -  men så skal vi også have tillid til, at der arbejdes hen mod noget bedre. Tillid er nødvendig gødning for udvikling, mistillid får ethvert initiativ til at visne.

 

Jeg håber at særligt det sidste udsagn mødes med tillid til, at jeg også forsøger af al min kraft at gøre det bedste for mindretallet, og at denne tale også var i den ånd – og byggende på tillid er jeg sikker på, at vi kan skabe god fornyelse – også kaldet forbedringer – for det skal der til.