Den rigtige blanding

Eleverne i læringsgruppen er ude for at opleve verdenen udenfor klasselokalet.

Dkflalæringsgruppe -648011203-2

- Når man som skoleelev bliver undervist i en læringsgruppe, altså det, der før i tiden hed hjælpeskoleklasser, er det vigtigt, at det sker i den rigtige blanding af boglig og praktisk undervisning.

Det siger Sönke Wisnewski, som er en af to lærere, der underviser i læringsgruppen på Gustav Johansen-Skolen i Flensborg.

Forleden var han med ni elever på besøg på Flensborg Avis, hvor de unge fik vist, hvordan en avis tilrettelægges, layoutes og trykkes.

- Det er vigtigt for alle børn, at de ved, hvad der foregår i den virkelige verden. Og for dem, der går i læringsgruppe, er det måske ekstra vigtigt, siger Sönke Wisnewski.

- På Gustav Johannsen-Skolen er vi for tiden kun to lærere, der underviser i læringsgruppen. Det betyder, at vi har eleverne i rigtig mange timer om ugen. Det gør det muligt at tilrettelægge undervisningen på en helt anden måde. For eksempel har jeg eleverne i alle timerne om mandagen, det giver os mulighed for at komme ud af klasselokalet. I stedet for at børnene læser om 1864, tager vi en bus og kører en tur til Hedeby, langs Dannevirke og Oksevejen hen til Dybbøl Banke, siger Sönke Wisnewski.

Eleverne var forleden også på rådhuset i Flensborg, og sammen med Aktivitetshuset har de et projekt, hvor de dyrker grøntsager i højbede.

- Det er et mål at inkludere alle mennesker i samfundet. Derfor er det selvfølgelig nødvendigt, at de unge lærer samfundet i dets forskellige facetter at kende, siger Sönke Wisnewski.

I læringsgruppen på Gustav Johannsen-Skole undervises eleverne i små grupper, og det er også nødvendigt, mener læreren, for denne gruppe elever skal opleve skole på en anden måde. Når de er på tur er der også elever med fra Jørgensby-Skolen i Flensborg, de går i 6. klasse lige nu, men skifter til Gustav Johannsen-Skolen efter sommerferien. Når de er med til ekskursionerne, lærer de allerede nu deres kommende klassekammerater at kende, og det er meget vigtigt for det sociale sammenhold i læringsgruppen.

I forhold til undervisningen betyder inklusion selvfølgelig også, at eleverne i læringsgruppen følger den almindelige undervisning i deres årgang, så vidt det er muligt.

- Det er vores mål, at de i hvert fald for en hovedskoleeksamen, siger Sönke Wisnewski.

- Men hundrede procent inklusion behøver ikke at være lykken for dem allesammen. For mange af dem er det vigtigt, at de har læringsgruppen som deres base. Eleverne skal ikke føle, at de er mindre værd, for de har deres helt egne kvaliteter, de er bare ikke stærke rent bogligt. Man kan hurtig blive overrasket. Vi har for eksempel en dreng, der kan spille Mozart og Beethoven, og det kan han på forskellige instrumenter. Der har han nogle evner, der går ud over det sædvanlige, og det er vigtigt, at vi formidler det til børnene, at de er gode nok, uanset hvor de har deres styrker og svagheder, siger deres lærer.