Bog om Skoleforeningens historie

Skoleforeningen har netop udgivet forhenværende skoledirektør Hans Andresens bog om Sydslesvigs danske skolers historie efter 1920. Læse anmeldelserne her:

Dkflamette Bock -660311278

»Sydslesvigs danske skoles historie« af Hans Andresen er udkommet i to bind med i alt 933 sider og koster 70 euro. De to bind kan købes hos Dansk Skoleforening for Sydslesvig eller i online-boghandlen Saxo.com.

 

»Skolen er danskhedens livlinje«

Professor emeritus i uddannelseshistorie, Harry Haue, om Hans Andresens bog »Sydslesvigs danske skoles historie efter 1920«.

»Det er historien, der skjænker Manden det evige liv« skrev den kendte danske historiker C.F. Wegener i 1851. Og det har han jo ret i. Uden historieforskning og formidling forsvinder erindringen om fortiden og vi mister dermed vor kollektive hukommelse. Denne samfundsmæssige demens kan forebygges med en genbeskrivelse af en tids og et steds historie – som her med fokus på den danske skoles udvikling i de seneste 100 år.
Slesvigs danske skoles historie efter 1920 er velskreven og velillustreret bog i to bind smukt tilrettelagt af Syddansk Universitetsforlag. Værket er på 933 sider, inklusiv noter og henvisninger samt et nyttigt register. De danske skolers betydning for udviklingen af danskheden i landsdelen er og har været afgørende. Og lige som historien skænker manden et evigt liv, gælder det også for institutionerne. Derfor er Hans Andresens beskrivelse af disse institutioners tilblivelse, udvikling og betydning en meget vigtig del af ikke blot danskhedens udvikling, men også en vigtig del af hele grænselandets historie. Det er næppe forkert at sige, at skolen er danskhedens livlinje.
Disse mange danske skoleinstitutioner – vuggestuer, børnehaver, grundskoler og gymnasier – var heller ikke blevet det de var og er, hvis ikke engagerede og dygtige medlemmer af det danske mindretal havde gjort en indsats. Andresen var selv en ildsjæl i dette arbejde, og han kender derfor historien indefra. Gennem bogen præsenteres vi for et omfattende persongalleri, og Andresens fremstilling er dermed med til at forevige danskhedens medarbejdere – både stjerner og vandbærere.
Det er naturligvis skolefolkene, der får den største opmærksomhed: Pionererne Cornelius Hansen, Bernhard Hansen, L.P. Christensen, Hans Jefsen Christensen, Svend Johansen og Dirk Dicks. Og dem der fulgte efter: Karl Otto Meyer, Christian Thorup Nielsen, Knud Fanø, ja og Hans Andresen, der først var lærer på Gustav Johansens Skolen, skolekonsulent, skoleinspektør ved Jørgensby Skolen og viceskoledirektør og sidst skoledirektør 1989-2000. Også folk, som glemslen er ved at sænke sig over bliver beskrevet i tid og sted. Min slægtning Frederik Heick, der var formand for Grænseforeningen i 1960erne, min gamle lærer og vejleder professor og generalkonsul i Flensborg, Lorenz Rerup er omtalt, men ikke min gamle ven Bent A, Koch, tidligere formand for Grænseforeningen i 1990erne, men han vil nok blive husket af andre grunde. De mange både små biografiske glimt og de få mere uddybende omtaler af persongalleriet i den danske bevægelse er et af bogens aktiver. Dertil kommer det omfattende foto galleri.
Set ud fra en skolehistorisk synsvinkel er Hans Andresens bogværk en krønike, der omhyggelig beskriver institutioner, personer, strukturer og begivenheder i kronologisk rækkefølge. Godt så, for denne fremgangsmåde er med til at skabe overblik og udviklingsfornemmelse.
Hvordan udvikler den enkelte sin identitet? Hvor åben/lukket bør dansksindede være i forhold til deres tysksindede medborgere? Begge spørgsmål kunne med fordel være udfoldet i et mere teoretisk lys. Den tyske filosof og pædagog Niklas Luhmann har behandlet denne problemstilling i teorien om selvreferentilitet, og bruger billedet om en goble, der hvis den åbner sig helt vil gå til grunde; det samme vil ske hvis den lukker sig helt. Dens bedste overlevelsesmuligheder vil være, hvis den formår at kalibrere algeoptaget efter behov. Dette billede kan også sige noget om den synergi, som dansk og tysk kan generere hos hinanden. Derfor var Lorenz Rerups initiativ med grundlæggelsen af bevægelsen: Front und Brücke et frugtbart gennembrud i 1950ernes usikkerhed, nemlig at forene det bedste af to forskellige nationale kulturer i fredelig kappestrid. Det var helt i denne ånd at Rerup som universitetslærer arrangerede fællesmøder for forskere og studenter fra Aarhus og Kiels Universitet. I tre dage skulle vi behandle grænselands-problematikker og i tre andre dage et internationalt emne. Vi skulle kunne se det regionale i en større sammenhæng.
Hvordan prægede og former den danske mindretalskultur den tyske flertalskultur og omvendt? Her synes jeg at værket mangler nogle refleksioner. Inden for mindretalsforskningen indtager forholdet i grænselandet en helt særlig eksemplarisk plads. Denne problemstilling har bl.a. Jørgen Kühl forsket i under titlen: ’den danske model’. Han opstiller en række kriterier der er karakteristisk for denne model, nemlig:
Funktionel autonomi, selvidentifikation, gensidighed, frivillighed, institutionel dialog, økonomisk støtte og accept af grænsen.
Disse kriterier omfatter også forholdet mellem mindretallets og flertallets skoleudvikling. I Hans Andresens fremstilling er der også nævnt nogle eksempler: Mindretallenes sprogpædagogiske udfordringer. Forsøgsundervisning i 1990erne læseplansprojekt med koordineret undervisning i dansk og tysk. Gensidig brug af børnehavelokaler i Hanved. Men jeg savner en mere udfoldet fremstilling af hvad gensidig respekt betød for det danske skolearbejde, og hvilken inspiration de tyske skoler kunne få fra den danske skole. Mon ikke gymnasiefolk i Tyskland kunne tænke sig en A.P. Møller Skole? Det mener jeg de slesvig-holstenske ministerpræsident Peter Harry Carstensen gav udtryk for ved åbningshøjtideligheden i 2008. Andresen gør grundigt rede for de økonomiske konjunkturer i de tyske tilskudspolitik, og heri ligger nok en af nøglerne til at besvare spørgsmålet om udviklingen af den gensidige respekt fra efterkrigstidens konfrontationer mellem tysk og dansk til den ’med os’ konsensus-stemning, der i dag præger også præger vilkårene for det danske skoleliv.
En anden målestok kunne være hvordan eleverne i de danske almendannende skoler klarede sig i forhold til elever fra de tyske skoler. Hvor mange studenter fik en videregående uddannelse?
I bind 2 er der i slutafsnittet s. 773-898 anført 10 sammenfattende temaer: f.eks. Dansk Skoleforening for Sydslesvig, opbygning, værdigrundlag, medlems- og sprogpolitik, Hovedtræk i den tyske mindretalspolitik og Sydslesvig og Danmark. Dertil kommer et kapitel om de danske skoler og friserne.
De 10 temaer sammenfatter på en udmærket måde fremstillings vigtigste elementer, og mange læsere vil sikkert bruge disse 10 punkter som opslagsmulighed. Sådanne opsummeringer er med til at fastholde fokus på udviklingens mest centrale dele, men medfører naturligvis også nogle gentagelser. Måske kunne man her i slutafsnittet have forventet en mere syntese-præget fremstilling, hvor også synergien mellem dansk værdier i skolearbejdet og det tyske omgivende samfunds holdninger. Et centralt spørgsmål må da også være, om der er forskel på dansk og tysk almendannelse. Hans Andresen nævner flere gange den almendannende skole, men kommer ikke ind på, hvad almendannelse/Allgemeinbildung egentlig er, og da slet ikke om der skulle være forskel på begrebets brug i henholdsvis en dansk og en tysk sammenhæng. Måske er der ingen forskel? Alligevel er det et spørgsmål, der inviterer til videregående refleksion, ikke mindst i relation til de gymnasiale uddannelser, som alle i Danmark har almendannelse som det overordnede mål for undervisningen. Selv om begrebet er tysk, formuleret af Königsberg professoren Johann Friedrich Herbart i 1806, kunne man nok forestille sig at begrebet har udviklet sig forskelligt syd og nord for grænsen.
Hans Andresen har udarbejdet et stort og nyttigt værk, der vil kunne inspirere til ny forskning i denne spændende skoleudvikling, som også for nylig har været genstand for behandling i det store fembindsværk om den danske folkeskoles historie.
Selv har jeg i min forskning arbejdet med skolehistorie i næsten 50 år, ja det begyndte med en konferensafhandling om den Flensborgske folkeskole 1864-76. Lorenz Rerup var min vejleder og her i byen blev jeg støttet af Dr. Schüt på Byarkivet. Min lille afhandling blev også udgivet, beskedent, men med støtte fra en fond under A.P. Møller. Jeg har siden fulgt med i byens skolehistorie, og det er derfor med særlig interesse at jeg har læst Hans Andresens indsigtsfulde fremstilling af Sydslesvigs danske skoles historie efter 1920.
Med en omskrivning af C.F. Wegeners diktum fra 1851 kunne man sige, at Historien giver institutionerne og de dertil knyttede personer evigt liv på jord, og det har de fortjent!

»Stort set alt er taget med«

Grænselandsforsker og generalkonsul Henrik Becker-Christensen om Hans Andresens bog »Sydslesvigs danske skoles histore«.

Lad det være sagt med det samme. Det er ikke kun tale om et vægtigt bidrag. Det er også meget velskrevet, godt disponeret og meget omfattende værk, der kommer ud i mange hjørner og – det er mit indtryk – stort set tager alt med.
Det er det hovedindtryk jeg har efter gennemlæsningen af de mange sider. Det har været en fornøjelse. Det er hovedoverskriften på det jeg vil sige her i aften inden jeg nu går lidt mere til biddet.
Jeg nævnte, at det er et vel disponeret arbejde. Indholdsfortegnelsen giver et indtryk heraf. De mange kapitler – ikke mindre end 169 – er sammen med periodeinddelingen med til at give et godt overblik over indholdet og gør det lettere for den, der søger oplysning om et mere specifikt emne. De statistiske oversigter, opsummeringer og den afsluttende sammenfatning med 10 centrale temaer bidrager hertil. De to bind fremtræder i et flot layout. Her også en særlig ros til den gode billedredaktion og det righoldige udvalg af billeder, der er med til at give teksten farve og liv.
Af gode grunde, skal jeg ikke repetere endsige kommentere alt, hvad der står i de to bind. Men jeg vil gøre nogle nedslag.
En rød tråd gennem hele værket – både bind I og II - er forholdet til den tyske omverden – og her specielt de skiftende tyske myndigheder, der i tidens løb skulle tillade oprettelsen af de danske skoler og yde økonomiske tilskud til driften.
At der længe var tale om en restriktiv mindretalspolitik på skoleområdet, er der mange eksempler på. F.eks. får vi på side 49 at vide, at myndighedernes godkendelse af det, der blev til Duborg-Skolen, blev givet med det forbehold, at godkendelsen til hver en tid kunne trækkes tilbage. Det gjaldt også hvem der måtte gå på skolen. I 1924 fik kun 24 ud af 150 tilmeldte nye elever lov til at gå på skolen.
Der var fra mindretallets side her tale om et langt sejt træk, som i praksis fortsatte langt op i 1950’erne.
Det gjaldt i mange år også de økonomiske tilskud. Ophævelsen af ligestillingen i 2010 til 2012 og reduktionen af elevtilskuddet fra 100 procent til 85 procent er jo velkendt. Det vender jeg tilbage til om lidt.
Men det var ikke første gang, at der skete tiltag i denne retning. F.eks. nævner forfatteren på side 269, at tilskuddet i begyndelsen af 1950’erne principielt skulle ligge på 80 procent, men at der blev snydt på vægten, så det reelt kun udgjorde o. 62 procent.
I bind I får man ikke kun et klart indtryk af de problemer, som den danske skole tidligere stod overfor i Sydslesvig, men også et levende indtryk af den voldsomme ekspansion, som fandt sted i årene efter 1945, hvor skoler og børnehaver bredte sig som ringe i vandet over hele Sydslesvig.
Ved gennemlæsningen af disse kapitler må man tage hatten af for datidens skolefolk, at de mestrede dette kunststykke. Man får i bind I et klart indtryk af de mange udfordringer, som de stod over for – og det i alle henseender, der gjorde det vanskeligt at følge med efterspørgslen. Hertil kom set med nutidens øjne de meget primitive forhold for lærere og elever med overfyldte klasser, dårlige boligforhold og meget mere i en tysk omverden, der var gået op i limningen, og som skulle til at finde sig selv efter mere end 12 års diktatur.
Det var et humoristisk udslag af nogle af de praktiske problemer, man stod over for, da skoledirektør Bernhard Hansen i oktober 1948 modtog følgende skrivelse fra Garding Danske Skole:
”Kære Bernhard Hansen!
Mens bladene hvirvles i dansen
Af stormen derude så grum og barsk
og regnen væder den grønne marsk,
der brænder et ønske hedt i vort sind:
Gid vi kunne få cyklerne ind!
Og skovl og spade og trillebør
vil også gerne ind bag en dør.
Og hvor skal vi gemme vort brændsel hen?
Og nu skal tøjet vaskes igen!
Ak! Ak! Ak!
Giv os snart en ny barak!
Tak!
Hjertelig hilsen fra Garding Danske Skoles lærerfamilie,
Der i øvrigt befinder sig vel.”
Hist og her finder man i bd. I – ved nærlæsning – også glimt af forfatterens nutid. På side 30 får vi således at vide, at Ernst Christiansen, der var formand for Den Slesvigske Forening, der senere kom til at hedde Sydslesvigsk Forening, i 1921 gerne ville gøre Den Slesvigske Forening til hovedorganisation for alt dansk arbejde i Sydslesvig.
Det er næppe tilfældigt, at forfatteren giver det følgende ord med på vejen – og jeg citerer:
”Ernst Christiansens forestillinger om fra begyndelsen at gøre de slesvigske foreninger til en slags hovedorganisation for alt dansk arbejde lod sig ikke realisere. Både Skoleforeningen og kirken knyttede direkte kontakter til både danske og tyske myndigheder. De var ikke indstillet på at opgive deres selvstændighed. De hverken kunne eller ville overdrage deres ansvar til en anden organisation endsige en anden person”. Citat slut!
Vi kan også erfare i bd. I, at det ikke var nogen nem sag i 1940-1941 at blive ansat som kombineret rektor og skolekonsulent i Skoleforeningen – det der dengang svarede til også at være skoledirektør.
Der var politiske betænkeligheder – i Danmark, hvor et medlem af det, der i dag svarer til Sydslesvigudvalget, frygtede, at den pågældende ikke ville få kontakt med arbejderne inden for mindretallet, mens et andet medlem af udvalget mente, at den pågældende måtte have en doktorgrad for at få en vis autoritet over for de tyske myndigheder. Sagen gik til Undervisningsministeriet – vel og mærke det danske. Efter noget tovtrækkeri endte det dog med, at Bernhard Hansen fik stillingen.
Jeg skal tilføje, at jeg ikke har kendskab til at hans efterfølgere har været udsat for tilsvarene genvordigheder ved ansættelsen.
Jeg gætter på, at den største interesse vil samle sig om bd. II, der omhandler en tid hvor nuværende og tidligere ansatte, forældre og elever ud fra egne erfaringer kan kigge forfatteren over skulderen. Det er dette forhold, der har givet stof til den gamle læresætning om, at samtidshistorie altid er farlig – for den der skriver den.
Mine egn erfaring: Åbenrå bys historie – kirken (1945-70)
Jeg tror nu, at forfatteren også her – stort set – klarer frisag. Det der set med mine øjne springer mest i øjnene i tiden fra 1970-erne og frem til i dag er to store kriser, som Skoleforeningen har gennemlevet og to nyskabelser i Skoleforeningens regi, der bærer fremad.
Først kriserne.
Den ene var af intern art, men blev udspillet for åbent tæppe i midten af 1990’erne. Det er som optakt hertil, at vi på side 570 får følgende oplysning af forfatteren:
”Det sædvanligvis velfungerende samarbejde mellem Skoleforeningens repræsentative organer blev i valgperioden 1993-1996 for en overgang afbrudt af en problematisk kompetencestrid ledsaget af fraktionsdannelser i styrelse og fællesråd. Striden nåede et klimaks, da et flertal i Fællesrådet i modstrid med vedtægternes bestemmelser gav sig selv bemyndigelse til at agere som en slags overordnet appelinstans i nogle aktuelle sager af arbejdsretlig karakter, herunder personalesager fra skolernes arbejdsliv. Det var nødvendigt, at der endnu engang blev sat fokus på foreningens grundlæggende love, og det viste sig, at fællesrådsmedlemmernes dyberegående beskæftigelse med denne materie blev det vigtigste element på vejen tilbage til et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde”. Citat slut.
Se – det sidstnævnte udsagn er jo meget diplomatisk formuleret af forfatteren. Men at der var tale om en meget alvorlig strid, kan man forvisse sig om på siderne 614 til 626.
Man er heller ikke i tvivl om forfatterens eget standpunkt. Det er derfor nok det sted i hele værket, hvor man for samtidshistoriens vedkommende mest tydeligt fornemmer det skisma, der kan opstå ved som forfatter at skrive om begivenheder, som man selv her taget del i – og det i første parket.
Jeg nævner det ikke for at anfægte historikken og de faktuelle forhold, men jeg gætter på, at der efterfølgende også kan komme andre opfattelser af det skete til udtryk.
Den anden krise kom et lyn fra en klar himmel. Det var den 26. maj 2010, da Skoleforenings direktør og formand i Kiel blev gjort bekendt med, at Carstensen-regeringen ville ophæve de danske skolers ligestilling og reducere elevtilskuddet fra 100 % til 85 % svarende til et årligt minus på o. 4,7 mio. euro. Det er så tæt på, at jeg ikke behøver at gentage forløbet – herunder, at det et par år senere fik en happy end.
Det kapitel der omhandler disse begivenheder har meget rammende fået overskriften: ”En mindretalsmodel i krise”. For det var en krise, der rokkede ved en af grundpillerne i den dansk-tyske mindretalsordning. Det er meget sobert skildret. Det gælder også forløberne med de problemer der opstod under Heide Simonis i form af fastfrysning af tilskuddene m.m.
Der er kun en ting, som er underspillet – eller ikke kommer til sin fulde ret i forfatterens skildring af begivenhederne.
På side 740 får man på en halv side at vide, at: ”Danske politikere støtter mindretallet”. Skildringen heraf er for vag og blegner i forhold til den betydning, som forfatteren tillægger andre tiltag i Sydslesvig.
Det kan måske indvendes, at man ikke finder noget om den danske ageren i Skoleforenings arkiv. Nej – men så må man jo orientere sig lidt bredere. Det havde der været mulighed for.
Jeg skal ikke gå i enkeltheder her i aften, men det var ikke tilfældigt at fremtrædende CDU’ere senere – efter at der var foretaget en krusændring – tilbageskuende udtalte: ”Vi havde undervurderet reaktionerne i Danmark”.
Det fører frem til omtalen side 760 af ændringerne i den slesvig-holstenske delstats forfatning i oktober 2014, hvor ligestillingen af elevtilskuddet til de danske skoler kom med i den nye landsforfatning. Det kunne kun ske hvis 2/3 af Landdagens medlemmer stemte for – og var dermed afhængig af CDU stemmer. CDU stemte for og var derved med til at sikre dette vigtige skridt. Når jeg nævner det, så er det fordi CDU’s positive rolle i denne sag burde være nævnt i dette afsnit.
Se - det var lidt om de to kriser i Skoleforeningens nyere historie.
Så et par ord om to ting, der set med mine briller har en særlig betydning for Skoleforeningen.
Det var den fremsynede overgang til fællesskolen og de kontakter med hr. Møller, der førte til opførelsen af A.P. Møller Skolen i Slesvig. Det sidstnævnte har selvsagt en særlig betydning for elever i det sydlige Slesvig, men det har også bidraget til at give hele mindretallet et løft.
Hertil kommer så alt det rugbrødsarbejde, som styrelse, fællesråd, samarbejdsorganer, forældre, lærere, elever og mange andre har udført mellem år og dog. Det har også fundet sin plads i Hans Andresens store værk. Og det er måske noget af det mest fortjenstfulde, at det – så at sige – her kommer frem i lyset og bliver fasthold for eftertiden. Det gælder også udbygningen af daginstitutionerne, der med de mange vuggestuer har fået et nyt skud på stammen.
Til afslutning vil jeg gerne nævne en anden ting, som forfatteren kommer ind på. Det er sproget i institutionerne. Jeg vil her citere, hvad der står på side 638:
”Men Skoleforeningens liberale optagelsesprocedure medførte i stigende grad problemer. I løbet af 1980’erne og 1990’erne måtte nogle skoler og Skoleforeningen registrere flere tilfælde, hvor forældre hhv. medlemmer mere eller mindre direkte havde distanceret sig fra skolernes nationale danske sigte eller havde forlangt, at det danske sprog som mødesprog ved skolernes eller Skoleforeningens arrangementer skulle reduceres til fordel for mere tysk. Skoleforeningen reagerede på disse signaler og konflikter med forskellige tiltag. Foreningens værdigrundlag, sprogpolitik samt optagelsesprocedure blev sat på dagsordenen ved ledermøder og ved møder og kurser for Skoleforeningens repræsentative organer.” Citat slut.
Det førte bl.a. frem til en præcisering af formålsparagraffen i 1997, hvor der kom til at stå: ”Sproget i foreningen og dens institutioner er dansk”.
Hertil kom samme år nye indmeldelsesblanketter, hvor forældrene skrev – og skriver - under på, at: ”Jeg er bekendt med, at sproget i foreningen og i dens institutioner er dansk”, samt en tilføjelse for dem, der ikke behersker dansk, at: ”Undertegnede vil bestræbe sig på at lære og forstå og at tale dansk”.
Tydeligere kan det ikke siges.