Børn med neuro-motoriske forstyrrelser

Pædagogerne organiserede den første af to pædagogiske dage individuelt. I Lyksborg var emnet udviklingsforstyrrelser.

Dkflapædpæd -19265967

Pædagogerne i Skoleforeningens dagtilbud var i august samlet til de årlige pædagogiske dage. Den første dag blev afholdt i de 8 netværksgrupper, som er regionale sammenslutninger af en gruppe dagtilbud. Fælles for alle var emnet inklusion, og grupperne havde tilrettelagt forskellige forløb med oplægsholdere, gruppearbejde, afprøvning af teorier, diskussioner med samarbejdspartnere og meget mere.

Basale reflekser

Netværksgruppen 3, som omfatter dagtilbud i det nordlige Slesvig-Flensborg Amt, gennemførte den første pædagogiske dag på Lyksborg Danske Skole for at høre psykologen Marie Plag tale om neuro-motoriske udviklingsforstyrrelser.

Marie Plag arbejder med en teori, som tager afsæt i, at nogle børn under graviditeten har haft forstyrrelser i udviklingen af de tre basale reflekser.

- Disse basale reflekser danner fundamentet for, at børnene senere kan udvikle mere komplekse funktioner. Udvikles reflekserne ikke ordentligt, fører det til en hel række af forstyrrelser under barnets opvækst, forklarer hun.

Sociale konsekevenser

Det kan være alt fra ligevægtsproblemer og muskelproblemer til overfølsomhed.

- Mange af de børn, som får en ADD-diagnose, er i virkeligheden børn, der har neuro-motoriske udviklingsforstyrrelser. Når et barn for eksempel har ligevægtsproblemer og hele tiden føler, at det vælter, bevæger det sig for at modarbejde denne fornemmelse. Det er typisk de børn, som ikke kan sidde stille, og som bliver opfattet som problembørn. Et andet eksempel er et overfølsomt barn, som føler smerte, når man rører ved det. Det har nogle sociale konsekvenser, fordi man opfatter barnet som urørligt, siger Marie Plag.

For at rette op på forstyrrelserne arbejder psykologen med en metode, som er udviklet af Instituttet for neuro-fysisk psykologi (INPP) i Chester i England. Metoden går ud på, at man med små, daglige øvelser sætter gang i den udvikling, som blev forstyrret under graviditeten.

- Det er de samme øvelser, man arbejder med hver dag i flere måneder ad gangen. På et eller andet tidspunkt skubber øvelsen så den naturlige udvikling i gang, siger Marie Plag.