Bevægelse har stor betydning for sprogudviklingen

Når man vil udvikle børnenes sprog, skal man begynde med kroppen og motorikken.

Dkflakrop Og Bevægelse -67840#2

 I Dansk Skoleforening for Sydslesvig har man suppleret handleplanen for krop og bevægelse med et kapitel på vuggestueområdet.

- Den nyere forskning har vist, at børnenes motoriske udvikling har stor indflydelse på udviklingen af sproget, trivsel, sundhed og fællesskaber. Sprogudviklingen er i en konstant læreproces, hvor barnet hele tiden optager ny viden om sproget gennem de erfaringer, det gør sig i sin omverden. Erfaring med sproget kommer ikke kun ind gennem ørerne. For små børn er det vigtigt, at de får lov til både at røre, smage og afprøve deres krop, når de skal tilegne sig sprog, fortæller dagtilbudsleder Gisela Ahlbory fra Oksevejens Børnehave.

Undersøgelser fra bl.a. det svenske projekt Bunkeflo viser, at børn, der bruger deres krop og er motorisk udviklede, bla. klarer sig bedre i skolen, er bedre til at koncentrere sig, er gladere og generelt har en bedre trivsel. Derudover klarede de sig bedre i matematik og svensk. Desuden klarede flere kravene til gymnasiet end den kontrolgruppe, der ikke fik idræt.

En undersøgelse fra Norge viser, at der også er sammenhæng mellem svag motorik og matematikfærdigheder.

- Hvis vi voksne i dagtilbuddene vil styrke de mindste børns sproglige udvikling, bør vi derfor begynde med kroppen og motorikken. Stimulering af de mindste børns sproglige, motoriske og kropslige udvikling er derfor en kerneopgave for personalet i vuggestuen og børnehaverne. Det kan efter disse forskningsresultater ikke være anderledes. Vi bliver nødt til at ændre vores siddekultur til bevægelseskultur, siger Gisela Ahlbory.