At bruge eller ikke at bruge

Om de fælles evalueringsskemaer, af Skoleforeningens direktør, Lars Kofoed-Jensen.

DKFLAveyv 73pw 8vvs 98aymn 88ntfsiz2

Det er muligt at erstatte karaktergivning i klasserne op til og med 7. med udtalelser. Disse kan være efter en fælles skabelon eller de kan være forskellige fra skole til skole.

I Skoleforeningen har Fællesrådet besluttet, at vi bruger udtalelser i 1.-4. klasse – den enkelte skole vælger selv sin form.

I foråret var der forslag om to muligheder:

 

Karakterer bibeholdes eller erstattes med udtalelser også i 5.-7. klasse?

Hvis man beslutter sig for udtalelser, skal de så følge en fælles skabelon?

Ingen af delene blev vedtaget, fordi der var uklarhed om muligheden for at kombinere med karakterer – og evt. hvilke karakterer, der i givet fald skulle gives.

Høringen viste desuden, at de udarbejdede forslag til udtalelserne havde nogle mangler. Den primære mangel var, at sproget var orienteret mod lærere og ikke mod eleven eller forældrene. Netop det ville være vigtigt, hvis de skulle erstatte karakterer eller indgå i sammenhæng med karakterer.

Tænkeboks

Derfor gik Skoleforeningens personale og Styrrelse i tænkeboks.

På den ene side havde vi fået et redskab, som lærerne kunne bruge til at tjekke, om de havde undervist i det de skulle og til at tænke over, hvad den enkelte elev var god til og mindre god til.

Læreren havde altså fået et redskab, som både hjalp med at planlægge undervisningen og med at give mere velbegrundede karakterer. Redskabet sætter også lærere i stand til at snakke mere sammen om, hvad eleverne skal lære, og hvad eleverne kan.

Redskabet kunne altså GODT BRUGES i lærernes arbejde med undervisningen.

På den anden side var redskabet ikke egnet til elev- og forældresamtaler, fordi sproget ikke var tilpasset. Dertil kom andre kritikpunkter som skal inddrages i arbejdet.

Redskabet kunne altså IKKE BRUGES i karaktersammenhæng

Samtidigt skal der laves nye læreplaner. Nye læreplaner vil også føre til behov for nye udtalelser.

I den situation nåede vi frem til følgende fremgangsmåde.

Vi starter på det nye læreplansarbejde. Der tilknyttes en sparringsgruppe af fællesrådsmedlemmer.

Fællesrådets beslutning

Når fællesrådet har vedtaget de nye læreplaner, præsenteres – også efter sparring med gruppen af fællesrådsmedlemmer - evalueringsskemaer, der passer til disse, og som skal være formuleret i et sprog, så det kan bruges til elev- og forældresamtaler.

 

Fællesrådet beslutter dernæst

om man vil have karakterer og/eller udtalelser

om man vil have fælles eller forskellige udtalelser

Evalueringsskemaerne i den nuværende form må lærerne naturligvis bruge til deres egen planlægning og evaluering – men de må ikke præsentere dem for elever og forældre som en form for karaktererstatning. De har INGEN gyldighed som udtalelser.

De erfaringer vi allerede har tyder på, at lærerne under alle omstændigheder har brug for evalueringskemaerne – så derfor vil vi også udarbejde de nye – uanset om de kun bliver et lærerarbejdsredskab – altså et redskab for det pædagogiske arbejde – eller om fællesrådet beslutter at give de nye evalueringsskemaer en anden status.

Men denne beslutning træffes altså først, når de nye læreplaner foreligger og er helt og holdent op til fællesrådet.