2500 børn til filmfestival

Buster på farten giver lærerne mulighed for at integrere nye film i undervisningen.

Dkflafokus -30447032

For femte år i træk rykkede BUSTER Filmfestival for Børn og Unge til Sydslesvig med en kuffert med stærke børnefilm på dansk. Buster på farten er den rullende udgave af Busters filmfestival i København, og den har tidligere været rundt i for eksempel Sydslesvig, Grønland, Ghana og Brasilien. I Sydslesvig var mere end 2500 elever fra 1. til 10 klasse med til filmfestivalen. Der er blevet vist film i Flensborg, Slesvig, Husum og Rendsborg.

Medier i undervisningen

- Skolerne i Sydslesvig har på grund af problemer med filmrettigheder ikke adgang til den danske filmdatabase Filmstriben. BUSTER på farten giver lærerne en mulighed for at integrere mediet film i den daglige undervisning, og der følger undervisningsmaterialer med alle BUSTER på farten film, siger skolebibliotekar Gabriele Fischer-Kosmol fra Center for Undervisningsmidler, som er tovholder for filmfestivalen i Sydslesvig, som i øvrigt er blevet støttet økonomisk af Slesvigsk Samfund.

Filmene kan bruges som udgangspunkt til samtaler om forskellige, også tungere, emner, således at alle kan være med, ikke kun den gode læser hhv. belæste elev, siger hun.

- Film fylder rigtig meget i vores hverdag, og film har indflydelse på den måde, vi tænker, drømmer og lever på - således er det vigtigt at forstå og kunne afkode/tolke film og de filmiske virkemidler, således at man kan forholde sig kritisk til det, man ser i film. Derfor er det et vigtigt medie at arbejde med i skolesammenhæng, siger hun.