»En sexist, en racist og en klovn«

Eleverne på Duborg-Skolen fulgte det amerikanske præsidentvalg hele natten igennem. De blev interviewet inden valgresultatet stod klart.

Dkflafokus -32217217

På Duborg-Skolen i Flensborg fejrede 44 elever fra skolens to 10. Klasser en valgfest, som varede hele natten. Mens humøret dalede hen mod morgenen, var stemningen stadig på sit højeste ved midnatstid. I skolens hjemkundsskabslokale havde en flok elever netop bagt amerikanske brownies, smurt sandwich med »peanutbutter and jelly« og havde åbnet de første dåser Dr. Peppers sodavand. Imens var beameren blevet tændt i festsalen, hvor eleverne hyggede under de medbragte dyner. Frem til de første valgresultater blev offentliggjort gik tiden med at se forskellige dokumentarprogrammer om valget og kandidaterne. Efter midnat blev der så tændt for nyhedskanalen CNN.

- Eleverne er godt forberedt. Vi har inden valgfesten arbejdet med valgsystemet, kandidaterne, holdninger og meget mere, siger elevernes engelsklærer Stefanie Schönbeck-Graf.

For at holde sig vågen arrangerede eleverne hele natten igennem nogle happenings: quizz, x-faktor, amerikanske sportsøvelser og Kahoot med deres smartphones.

Eleverne Leonie og Bjarne er meget politisk interesserede. De har ikke været imponeret over nogle af de to kandidater.

- Det er decideret pinligt, og jeg har svært ved at tage det seriøst, siger Leonie.

- Hillary Clinton er helt bestemt ikke 100 procent den kandidat, vi har brug for, men i forhold til alternativet er hun et nemt valg, siger hun. Det er Bjarne enig i:

Trump er en sexist, en racist og en klovn, Hillary Clinton har været fedtet ind i en masse ting. Det er helt til grin, at det bliver én af de to, der bliver præsident.