Vurdering tilpasset den sproglige hverdag i Sydslesvig

Børne- og Skolefritidskontoret har udviklet materiale der har fokus på børn med tysk som hjemmesprog.

Dkflatras

Barnets sprogudvikling er væsentlig for udviklingen, hvor sprogfærdighederne spiller en central rolle. Forældre til børn i de sydslesvigske børnehaver og vuggestuer kender cirkelskemaet »Tras« (Tidlig registrering af sprogudvikling), som pædagogerne bruger til at få et overblik over børnenes sprogudvikling.

Nu har Skoleforeningens Børne- og Skolefritidskontor udviklet et supplerende skema tilpasset den sproglige hverdag, man oplever i Sydslesvig, nemlig vuggestue- og børnehavebørn, der er tosprogede.

Det sproglige miljø

Intentionen med Tras-materialet er at give pædagogerne et pædagogisk værktøj til at følge børnenes sprogudvikling. Tras giver mulighed for at sætte fokus på det sproglige miljø i børnehaven og planlægge en særlig indsats på udvalgte områder. Derudover giver Tras mulighed for at yde en særlig indsats for børn med en forsinket sprogudvikling. Sådanne børn har en risiko for at få vanskeligheder med blandt andet læsning og skrivning senere i udviklingen. Ydermere hænger sprogudviklingen tæt sammen med barnets udvikling af identitet og tilhørsforhold til fællesskaber.

En løbende proces

Det supplerende »Tras«-materiale med fokus på børn med tysk som hjemmesprog er udarbejdet med bidrag fra sprogvejleder Helle Witt-Nommensen og sætter fokus på, hvor langt barnet er kommet i forhold til tilegnelsen af det danske sprog.

- Tras-skemaet handler om iagttagelser over tid, og arbejdet med Tras er en løbende proces. Pædagogerne tager skemaet frem flere gange, udfylder det, ser på udviklingen og arbejder med udviklingsområderne, siger dagtilbudschef Petra von Oettingen.

Karakteristisk for tosprogede børn er blandingssproget, og materialet gør meget ud af, at der skal ses positivt på denne form af sprogtilegnelse. Blandingssproget gør ikke børnene forkerte, og udviklingen støttes igennem forskellige sprogpædagogiske tiltag som for eksempel gentagelse, samtaler og dialogisk læsning.

Når barnet for eksempel siger »darf ich tisse gå«, betyder det, at barnet afprøver nogle hypoteser og er i en sproglig udvikling. Det supplerende Tras-skema analyserer den sproglige udvikling fra to- til fem-års alderen, hvor barnet gerne må kunne gøre sig forståelig på dansk med enkelte tyske gloser og reflekteres over, at »bil« er lig med »Auto«.

Petra von Oettingen er meget glad for det nye skema:
- Vi er i en unik situation i Sydslesvig. Vores institutioner er fyldt med tosprogede børn. Derfor er det vigtigt, at vi kan analysere deres sprogudvikling. Vi har i Skoleforeningen efterhånden så megen viden om sprog, at vi kan producere vores eget materiale til sprogvurdering, siger hun.

At der er kommet et supplerende Tras-skema betyder dog ikke, at det gamle skal lægges på hylden. Det er fortsat obligatorisk at bruge det, især fordi Tras også belyser udviklingen i forhold til samspil med de andre børn og opmærksomheden.

Daniel Dürkop