Tre sydslesvigske nationalparkskoler

Mindretalslærere oversætter undervisningsmateriale til dansk.

Dkflafoto601

Uffe-Skolen i Tønning, Hans Helgesen-Skolen i Frederiksstad og Husum Danske Skole er blevet udnævnt til nationalparkskoler. De er de første danske skoler i Sydslesvig, der har fået udmærkelsen.

Projektet Nationalparkskole henvender sig til skoler, som har et tæt forhold til Vadehavet og har lyst til at arbejde med emner rundt omkring Vadehavet og nationalparken i undervisningen.

Nationalparkskolerne bliver støttet af nationalparkforvaltningen, der tilbyder faglig og organisatorisk rådgivning i forhold til skolernes undervisning. Skolerne kan komme på besøg hos nationalparkrangerne, deltage i aktionsdage og få rabat i vadehavscentret Multimar Wattforum. Der bliver også tilbudt efteruddannelse til skolernes lærere.

- Vi er rigtig glad for, at vi nu er med som nationalparkskole, siger natur- og tekniklærer på Hans Helgesen-Skolen, Sybilla Nitsch.
Samtidig med, at de tre danske skoler nu er nationalparkskoler, har Sybilla Nitsch og hendes kolleger Martin Hölling og Göran Rust fra Uffe-Skolen sagt ja til oversætte undervisningsmateriale til dansk.

- Vi udvikler materiale til brug i Skoleforeningen, så alle skoler på vestkysten for eksempel kan bruge nationalparkens materialekufferter. Samtidig skal de danske lærere i Sydslesvig også være nationalparkforvaltningens sparringspartner, når det handler om at intensivere det grænseoverskridende samarbejde mellem den slesvig-holstenske og den danske del af Nationalpark Vadehavet.

Daniel Dürkop