Sundhedstjenesten rådgiver om stress

For skoleelever er det vigtigt at kunne håndtere stress på den rigtige måde.

Dkfla 27404512

Eleverne fra 11. årgang på Duborg-Skolen i Flensborg og A. P. Møller Skolen i Slesvig har været igennem et forløb omkring stress.

- Det var nogle lærere fra A. P. Møller Skolen, der henvendte sig til os for at høre, om vi havde et tilbud til dem, for de syntes, at de havde nogle stressede elever, fortæller socialrådgiver Dörte Lambers fra Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig.

- Derfor gik vi i gang med at lave forløbet, som Duborg-Skolen i Flensborg så også tog imod, siger hun og tilføjer:

- Eleverne har været meget positive over de input, de har fået. Mange af dem var slet ikke klar over, at de er stresset. Forløbet er bygget op, så eleverne gennemgår tre forskellige stationer. 

Hvad sker der i kroppen

Sammen med socialrådgiver Werner Nielsen-Tatzel ser de på, hvad stress er helt overordnet.

- Vi kigger på, hvad der sker i kroppen, når man bliver stresset, hvornår stress er godt og nødvendigt, og hvornår man skal passe på og bør stoppe op. Så gennemgår vi forskellige situationer, der udløser stress, og ser på, hvordan man så kan tackle dem. Et vigtigt punkt er her for eksempel hele det område, der har med eksamensparathed at gøre. En god forberedelse er her nøglen til ikke at blive for stresset. Det handler om at strukturere sit arbejde, lave en tidsplan, prioritere og sørge for at få hvilepauser ind imellem. Det er også en god ide at være med til andres eksamener for at se, hvordan det foregår, og så virker positiv tænkning altså også, siger han. 

For Werner Nielsen-Tatzel er det vigtigt at pointere, at det ikke handler om at forhindre stress, for man kan godt bruge det.

- Men stress skal bruges hensigtsmæssigt, og man skal sørge for ikke at blive for stresset, for så er det skadeligt, siger han. 

Personlig stress

Dörte Lambers ser sammen med eleverne på den personlige stress.

- Vi kigger på, hvor stresset de er lige nu. Det er vigtigt at forstå, at stress varierer, og at vide, hvad man kan gøre for at sænke og hæve stressniveauet. Stress er ikke noget dårligt, så stressniveauet skal ikke ligge på nul, siger hun.

Folk bliver jo stresset over forskellige ting og forskellig stresset over de samme ting. Stress er noget personligt, og derfor er der også helt individuelle muligheder for at tage indflydelse på stress.

Döte Lambers mener, at det er tankevækkende, hvor mange unge der er oppe i det røde felt, når det handler om stress.

- Det, de er stresset over, er forventningerne fra andre og dem selv og det tidspres, de har, når de skal få privatlivet, skole, idræt og kørsel under en hat. Og så er eksamenstiden selvfølgelig stressende, siger hun.

Afspænding

Skolesygeplejerske Irmgard Griemert giver så eleverne en introduktion til afspændingsøvelser.

- Vi snakker om autogen træning og progressiv muskelafspænding. Vi kigger sammen på, hvad man kan gøre akut for at nedbringe stressniveauet, laver åndedrætsøvelser og strækkeøvelser. Mange unge har kropslige problemer som for eksempel krampe, smerter eller spændinger. En væsentlig faktor for stress er faktisk, at mange unge i dag har kroniske sygdomme, siger hun.

Eleverne har været meget glade for forløbet.

- De kommer med stor åbenhed fra første minut. De fortæller os meget personlige ting og føler sig taget alvorligt. Derfor vil vi heller ikke bare efterlade dem. Alle elever i de to skolers 11. årgang får tilbudt en personlig samtale med en af os efter kurset, siger Dörte Lambers.